Og jeg er SÅ meget på vej hjem.
Med tusinde ting i bagagen.
Sådan noget rod midt i min organiserede pakning.
Hvor er mit pas?
Sætter min lid til Murphy's lov Down Under. Vand, der løber den modsatte vej ud i afløbet. Årstidernes skiften helt omvendt. Ure, der går baglæns og vintertid, når det er sommer.
STATUS
Økonomisk ser det ud som forventet. Er fuldstændig broke og skylder i banken.
Min helbredsmæssige tilstand er langt bedre end ved afgang. Ingen øreinfektioner, ingen forkølelser. Har dog mystisk udseende myggestik på mit højre ben. Med hensyn til det mentale helbred står det langt værre til, haha.
Jeg kom med forventninger om et fagligt udbytte og er også blevet klogere på oversøisk sygepleje.
Sprogligt ses en form for fremskridt, har lært et par nye ord og udtryk, og min accent er knap så forfærdelig som i februar, hvis jeg selv skal sige det.
Musikalsk og poetisk er der ikke sket fremskridt, men jeg må i gang på guitaren, og jeg har en sang til hver eneste tanke og omvendt.
Kærlighed er mere rodet end min rygsæk. Exclamation mark.
Slut herfra, hvor det faktisk er blevet mandag.
P.S.
Man siger, det kan være sundt at få tingene lidt på afstand.. men 16.000 km er lige i overkanten, ikke?
søndag den 15. april 2012
torsdag den 12. april 2012
Pint on Punt
Svedig og ømskuldret ankom jeg til mit nye hostel denne formiddag. Efter at have besteget et mindre bjerg af en hovedvej (og først på de sidste 200 meter hoppede på en sporvogn) kunne jeg endelig læsse min tunge, tunge, tunge bagage af på et meget rodet værelse. I don't care, så længe der er en dyne og ingen kryb og kravl.
Her fri WiFi, bar, gratis morgenmad, happy hour, billig aftensmad, rimelig hyggeligt og alt det for kun 24 dollars pr nat.. Men for pokker hvor bliver min angst for at styrte i døden pirret når jeg skal sove i øverste køje i en 2 meter høj seng uden hest..
Pludselig går tiden hurtigt.
Når klokken er over middag før jeg får snøvlet mig sammen til at gøre noget som helst, går dagene hurtigt. Om lidt vil jeg tage på stranden. I morgen skal jeg have brændt nogle penge af på gaver - ingen souvenirs, for de er ganske usmagelige! - og søndag forsøge at catche up med Kristians australske venner, Klee og Josh.
Checker ud mandag morgen og tager direkte i lufthavnen. Har et større omorganiseringsarbejde foran mig, for har i hvert fald mere end 7 kg carry-on bagage som det hele er pakket nu. Jeg er bare ikke tryg ved at stoppe halvskrøbelige elementer i min store rygsæk, for har set hvordan de bliver kastet rundt med. Hvis idé var det også, at tage den store Riverland-souvenir med hjem?
Er i et lidt underligt humør, som mine blogindlæg de sidste 2 uger vidst bekræfter..
Vil gerne starte alle mine sætninger med et "men", men det må man ikke efter et punktum. Glæder mig meget til at komme hjem, og så er det alligevel bare så underligt at skulle forlade mit nye yndlingsland "lige pludselig".. Jeg tror, der kommer mange flere refleksioner over det hele søndag aften eller mandag, når jeg venter og venter i lufthavnen.
Melbourne er stadig ikke min by..
P.S. Vil gerne benytte lejligheden til at sende en tak til min søde bedstemor for lommepenge og mailkorrespondance!
Her fri WiFi, bar, gratis morgenmad, happy hour, billig aftensmad, rimelig hyggeligt og alt det for kun 24 dollars pr nat.. Men for pokker hvor bliver min angst for at styrte i døden pirret når jeg skal sove i øverste køje i en 2 meter høj seng uden hest..
Pludselig går tiden hurtigt.
Når klokken er over middag før jeg får snøvlet mig sammen til at gøre noget som helst, går dagene hurtigt. Om lidt vil jeg tage på stranden. I morgen skal jeg have brændt nogle penge af på gaver - ingen souvenirs, for de er ganske usmagelige! - og søndag forsøge at catche up med Kristians australske venner, Klee og Josh.
Checker ud mandag morgen og tager direkte i lufthavnen. Har et større omorganiseringsarbejde foran mig, for har i hvert fald mere end 7 kg carry-on bagage som det hele er pakket nu. Jeg er bare ikke tryg ved at stoppe halvskrøbelige elementer i min store rygsæk, for har set hvordan de bliver kastet rundt med. Hvis idé var det også, at tage den store Riverland-souvenir med hjem?
Er i et lidt underligt humør, som mine blogindlæg de sidste 2 uger vidst bekræfter..
Vil gerne starte alle mine sætninger med et "men", men det må man ikke efter et punktum. Glæder mig meget til at komme hjem, og så er det alligevel bare så underligt at skulle forlade mit nye yndlingsland "lige pludselig".. Jeg tror, der kommer mange flere refleksioner over det hele søndag aften eller mandag, når jeg venter og venter i lufthavnen.
Melbourne er stadig ikke min by..
P.S. Vil gerne benytte lejligheden til at sende en tak til min søde bedstemor for lommepenge og mailkorrespondance!
tirsdag den 10. april 2012
Countdown: 5 dage (eller 4,5 måneder)
Bor på værelse med 7 andre rodehoveder.
To tyske fyre, en irer, en skotte, et par briter, en tysk pige.
Nogle af dem snorker og smasker i søvne. Jeg sov som en sten.
Nu på State Library of Victoria. INTERNET.
Det kunne ikke lade sig gøre at ændre min flybillet. Hm. Vejrudsigten er heldigvis lovende, jeg har 7 minutters gang til stranden og mad nok til resten af ugen. Intet brok. I dag gratis entré på Immigration Museum. Det er jo let at få dagene til at gå. Har desuden pc fyldt med hylemorsomme film og tv-serier (TAK, RIVERLAND!) og en god dyne.
Det kunne ikke lade sig gøre at ændre min flybillet. Hm. Vejrudsigten er heldigvis lovende, jeg har 7 minutters gang til stranden og mad nok til resten af ugen. Intet brok. I dag gratis entré på Immigration Museum. Det er jo let at få dagene til at gå. Har desuden pc fyldt med hylemorsomme film og tv-serier (TAK, RIVERLAND!) og en god dyne.
Byen har en underlig, varm lugt. Som et ismejeri, hvor rygning er tilladt. Vaniljesoftice og cigaretter. Det larmer, folk tramper, trasker og stresser. I business-outfit, trekkingsko, klipklapper. Savner Riverland, så jeg næsten får tårer i øjnene.. Er så glad for, at der kun er 4 og en halv måned til slutningen af august..
Melbourne. Hm.
Vi (store rygsæk, lille taske med alt for tung gave fra Patty til mor&far, lille rygsæk og jeg) starter godt ud i Melbourne og tager tram i forkert retning efter at have brugt 3,90 på appelsinjuice for at få mønter (!) til billetten. Velkommen til 2012, velkommen til regnvåde Melbourne.
Den samme idiot som pakkede min rygsæk har også brugt alle mine penge, så jeg ikke kan/burde købe noget som helst. Ingen souvenirs, ingen gaver, ingen lækker mad, helst ikke offentlig transport, ingen varme trøjer, ingen beskyttelse mod regnen, ingen… Toohey's Dry Beer?
Sidder nu her klokken alt for tidligt med søvnunderskud stort nok til at dække resten af året, træt ryg og ømme skuldre med skør følelse af at være for urban til at være backpacker, eller bare være mere i kategorien udmattet pakæsel, der ikke har fået sin frokostpause. Sov cirka halvanden time i nat mellem Mildura og Melbourne, ankom kl. 06.30am til kæmpestation med dårlig skiltning, brokken over buschauffører, der smider med bagagen. Jeg vil ikke klage nu, for jeg har det sgu godt. I dag er jeg endog luksusdyr og kan bruge min sporvognsdagsbillet til at køre Melbourne tynd, handle ind og finde de spændende steder, inden jeg i morgen begiver mig ud på første vandringsdag. Melbournes skyline var smuk.
.. Har mega meget lyst til bacon.
At betale for internetadgang på mere eller mindre offentlige steder (eller steder, man allerede betaler for at bo!) burde forbydes ved lov og sendes laaaaaangt tilbage i 00’erne. Heldigvis er jeg jo stor fan af McDonalds (hvis menutilbud komplementerer min indtil videre pisseklamme tirsdagsmenu helt perfekt), der har fri WiFi lige om hjørnet.
.. Bacon.
Planen er at have det godt og få set Melbourne på budget. Tage nogle gode billeder, for det har godt nok været lidt småt med fotograferen på det sidste. Måske møder jeg nogle backpackers, der vil køre en tur på Great Ocean Road. Har booket 3 overnatninger på det her hostel (Home Travellers Motel St. Kilda) og forlænger, hvis det er et godt sted at være.
Vejret skulle blive bedre i weekenden, men jeg kan vidst glemme alt om at blive mere solbrun, end jeg er nu (ikke imponerende at all), men jeg har passet på min hud, været sygeplejerske indendørs og desuden ikke herre over vejret.
.. Bacon. Og ost. Og dåsespaghetti!
Sagde farvel til the Riverland i går. Farvel til 5 ugers lykke, min nye familie på den anden side af jorden, mit kommende hjem. Jeg græd næsten ikke. Fældede en lille tåre da jeg sagde farvel til de amerikanske studerende og campingfamilien Allan. Et par tårer under hele afskedsseancen i Mildura. Ikke en eneste i bussen til Melbourne. Jeg er stolt.
Har lovet mig selv, uanset økonomisk status, at aldrig synke så dybt som at spise dåsehundemad! Det gør folkene på det her hostel.
Det blev aften i Melbourne. Mørkt klokken 18, suk. Jeg er nu alligevel træt efter en skør døgnrytmedag. Storbyen er klam, og jeg skal ikke have bacon. Men dåsebolognese, ost, ost og ost. Mums! Endte alligevel på maccas, fri wifi var uimodståeligt, samme var fritterne til 1 dollar, og god musik i radioen.
Jeg gider ikke være i Melbourne, og jeg har lige sendt anmodning om at få ændret min flybillet til hjemrejse NU NU NU.
En lille tåre....
Jeg gider ikke være i Melbourne, og jeg har lige sendt anmodning om at få ændret min flybillet til hjemrejse NU NU NU.
En lille tåre....
søndag den 8. april 2012
tirsdag den 3. april 2012
Adelaide revisited
Jeg beklager mine til tider fjollede indlæg. Bloggen er ren terapi. Har vidst ikke skriveblokade mere.
I dag var jeg en smuttur i Adelaide. Patty skulle derned alligevel (hente sine flybilletter, i næste uge rejser hun til London for at besøge sin datter og udforske skotske rødder), så det var oplagt for mig at få gratis lift til møde med min topic coordinator på Flinders Uni. Vi snakkede i halvanden time (er begge sludrehoveder) om placements, politik, jobs, fremtiden, Riverland, rejser, kærlighed og sygeplejersker.. Jeg kom af med lidt agressioner/bekymringer og tanker om studieopholdet i Berri på godt og ondt.
Turen derned var smuk; øde landskaber, flade, tørre marker med græssende får, en ensom mine, rusten jernbanestrækning til korntoget. Adelaide Hills, rigtige bjerge, landsbyer, nye luksushuse, 110 km/t ned af stejle bakker, lastbiler i første gear.
Bagefter spiste jeg frokost med en savnet veninde, Stella, der var begejstret for at høre om mine oplevelser, og jeg meget glad for at se, at hun trives med studierne - og stadig vil backpacke i Thailand, når vi begge er færdiguddannede (efter planen i starten af 2014...).
Det var underligt at være tilbage. I byen, storbyen, mit gamle hjem, tirsdagstrafiktravlhed. Fuldstændig og aldeles anderledes end jeg er blevet vant til her. Tosporede vejbaner, fodgængere, vejarbejde, offentlig transport, larm og lyskryds. Hektisk. For hektisk. Blev slået ekstra af forskellene efter at komme fra 2 timers kørsel i ødemark og Riverland i øvrigt direkte til SA's største by, der faktisk er en city-størrelse. Ikke min kop te, after all... Jeg brugte, lidt protestagtigt, kun 5 dollars på frokost, 1 dollar og 30 cent på busbillet og nåede næsten ikke at overveje at købe en ny kjole, før vi kørte nordøstpå igen.
På vej tilbage aflagde vi den gamle tyske by, Hahndorf, et besøg. Ingen særlig oplevelse. Mange turister, ingen gode chokoladeforretninger, alt for meget souvenirskrammel. Men idyllisk på en lidt klam måde.
Burde snart tage et bad, apropos. Min rytme er forskubbet, eller hvad man siger, fordi jeg er doven, og fordi vi havde strømafbrydelse i går. Hele Riverland var mørklagt i flere timer, mens en kæmpe thunderstorm rasede over hovederne på os. Heldigvis var jeg hos min Winkie-familie (der bor jeg rent faktisk nu, for efter afsluttet klinik kan jeg ikke bo i hospitalets boliger mere..), og mine australske forældre kunne berolige mig lidt. Et par øl og en halv liter is hjalp også på det.
Påske. Nu er planen så at blive i Riverland over den lange weekend, tirsdag eller onsdag tage til Melbourne, og nyde den sidste australske uge med nogle rigtige backpackeroplevelser, masser af øl, strand og ret billigt, satser jeg på. Og souvenirs. Og gaver.
Alice Springs er fuldstændig afblæst for denne gang.
Læser bestyrelsesreferat og forsøger at planlægge mig ud af ankomststress. Nah. Hvis jeg ikke kommer hjem, så led ikke efter mig. Jeg har det fint.
I dag var jeg en smuttur i Adelaide. Patty skulle derned alligevel (hente sine flybilletter, i næste uge rejser hun til London for at besøge sin datter og udforske skotske rødder), så det var oplagt for mig at få gratis lift til møde med min topic coordinator på Flinders Uni. Vi snakkede i halvanden time (er begge sludrehoveder) om placements, politik, jobs, fremtiden, Riverland, rejser, kærlighed og sygeplejersker.. Jeg kom af med lidt agressioner/bekymringer og tanker om studieopholdet i Berri på godt og ondt.
Turen derned var smuk; øde landskaber, flade, tørre marker med græssende får, en ensom mine, rusten jernbanestrækning til korntoget. Adelaide Hills, rigtige bjerge, landsbyer, nye luksushuse, 110 km/t ned af stejle bakker, lastbiler i første gear.
Bagefter spiste jeg frokost med en savnet veninde, Stella, der var begejstret for at høre om mine oplevelser, og jeg meget glad for at se, at hun trives med studierne - og stadig vil backpacke i Thailand, når vi begge er færdiguddannede (efter planen i starten af 2014...).
Det var underligt at være tilbage. I byen, storbyen, mit gamle hjem, tirsdagstrafiktravlhed. Fuldstændig og aldeles anderledes end jeg er blevet vant til her. Tosporede vejbaner, fodgængere, vejarbejde, offentlig transport, larm og lyskryds. Hektisk. For hektisk. Blev slået ekstra af forskellene efter at komme fra 2 timers kørsel i ødemark og Riverland i øvrigt direkte til SA's største by, der faktisk er en city-størrelse. Ikke min kop te, after all... Jeg brugte, lidt protestagtigt, kun 5 dollars på frokost, 1 dollar og 30 cent på busbillet og nåede næsten ikke at overveje at købe en ny kjole, før vi kørte nordøstpå igen.
På vej tilbage aflagde vi den gamle tyske by, Hahndorf, et besøg. Ingen særlig oplevelse. Mange turister, ingen gode chokoladeforretninger, alt for meget souvenirskrammel. Men idyllisk på en lidt klam måde.
Burde snart tage et bad, apropos. Min rytme er forskubbet, eller hvad man siger, fordi jeg er doven, og fordi vi havde strømafbrydelse i går. Hele Riverland var mørklagt i flere timer, mens en kæmpe thunderstorm rasede over hovederne på os. Heldigvis var jeg hos min Winkie-familie (der bor jeg rent faktisk nu, for efter afsluttet klinik kan jeg ikke bo i hospitalets boliger mere..), og mine australske forældre kunne berolige mig lidt. Et par øl og en halv liter is hjalp også på det.
Påske. Nu er planen så at blive i Riverland over den lange weekend, tirsdag eller onsdag tage til Melbourne, og nyde den sidste australske uge med nogle rigtige backpackeroplevelser, masser af øl, strand og ret billigt, satser jeg på. Og souvenirs. Og gaver.
Alice Springs er fuldstændig afblæst for denne gang.
Læser bestyrelsesreferat og forsøger at planlægge mig ud af ankomststress. Nah. Hvis jeg ikke kommer hjem, så led ikke efter mig. Jeg har det fint.
søndag den 1. april 2012
...
Australien burde ikke oversættes til dansk. Det er fjollet, at vi ikke kan sige landenavne på deres originalsprog.
Er ved at blive ret skrap til ikke at tænke på min mislykkede slankekur og i stedet nyde livet. I går fik jeg pommes frites, dåsespaghetti og øl. Chokolade til morgenmad, is til frokost.
Et par fast food-måltider fra eller til.. Så længe de er billige, gør det vel ikke så meget..
Kæmpestort tak til Patty, der virkelig har passet så godt på mig og stadig sørger for, at jeg aldrig er ensom og tager mig til Adelaide i morgen og alle mulige steder og det eneste, jeg skal gøre, er at plukke lidt æbler og bage lidt kage..
Landlivet er virkelig hvad jeg har drømt om. Bliver især bekræftet i det når jeg ser billeder fra voldelige Århusdemonstrationer i australske nyheder. Puha.
Og jeg beundrer dygtige håndværkere herude.
Jeg har opnået det planlagte læringsudbytte og bestået mit modul 6.. Halvvejs sygeplejerske i min unge alder - beundringsværdigt!
Får gåsehud af at tænke på, at jeg snart skal hjem. Væk fra vintertid, mod sommertid.
Langtfra på vej til Melbourne, og så alligevel.. Fra Mildura, der er halvanden times kørsel herfra, er det kun halvanden time i fly og 120 dollars. Det lyder ret holdbart.
Set i bakspejlet var det virkelig fjollet, jeg havde al den hjemve den første uge.
Det bliver nogle hårde dage med store beslutninger at træffe. Holder min økonomi eksempelvis overhovedet til den tur til Alice Springs? Jeg tror det ikke. Faktisk skal jeg slet ikke afsted. I stedet bliver jeg her lidt endnu, over påsken, tager på camping ved floden og hygger mig med alle dem, jeg bliver nødt til at forlade i næste uge, for at tage til Melbourne. Måske jeg alligvel når Great Ocean Road.
Hele min hjerne knager desuden for at finde en "sådan kan du blive i Renmark-området permanent"-løsning..
Men jeg havde faktisk for første gang i 4 uger et kort øjeblik en lillebitte følelse af at glæde mig til at komme hjem..
Jeg kom nemlig til at tænke på den danske sommer. Og carpe diem.
Er ved at skrive evalueringsrapport om mit studieophold. Har svært ved at være professionel.
Ligeglad med, at der er langt til havet herfra..
For floden gør et godt stykke arbejde.
Riverland, I will miss you!!
Er bare lidt glad for, at jeg kommer hjem til nogen, der savner mig.
Skønt det ville være bedre, hvis de kom herned...
... og jeg kommer alligevel tilbage igen om ikke så længe.
Er ved at blive ret skrap til ikke at tænke på min mislykkede slankekur og i stedet nyde livet. I går fik jeg pommes frites, dåsespaghetti og øl. Chokolade til morgenmad, is til frokost.
Et par fast food-måltider fra eller til.. Så længe de er billige, gør det vel ikke så meget..
Kæmpestort tak til Patty, der virkelig har passet så godt på mig og stadig sørger for, at jeg aldrig er ensom og tager mig til Adelaide i morgen og alle mulige steder og det eneste, jeg skal gøre, er at plukke lidt æbler og bage lidt kage..
Landlivet er virkelig hvad jeg har drømt om. Bliver især bekræftet i det når jeg ser billeder fra voldelige Århusdemonstrationer i australske nyheder. Puha.
Og jeg beundrer dygtige håndværkere herude.
Jeg har opnået det planlagte læringsudbytte og bestået mit modul 6.. Halvvejs sygeplejerske i min unge alder - beundringsværdigt!
Får gåsehud af at tænke på, at jeg snart skal hjem. Væk fra vintertid, mod sommertid.
Langtfra på vej til Melbourne, og så alligevel.. Fra Mildura, der er halvanden times kørsel herfra, er det kun halvanden time i fly og 120 dollars. Det lyder ret holdbart.
Set i bakspejlet var det virkelig fjollet, jeg havde al den hjemve den første uge.
Det bliver nogle hårde dage med store beslutninger at træffe. Holder min økonomi eksempelvis overhovedet til den tur til Alice Springs? Jeg tror det ikke. Faktisk skal jeg slet ikke afsted. I stedet bliver jeg her lidt endnu, over påsken, tager på camping ved floden og hygger mig med alle dem, jeg bliver nødt til at forlade i næste uge, for at tage til Melbourne. Måske jeg alligvel når Great Ocean Road.
Hele min hjerne knager desuden for at finde en "sådan kan du blive i Renmark-området permanent"-løsning..
Men jeg havde faktisk for første gang i 4 uger et kort øjeblik en lillebitte følelse af at glæde mig til at komme hjem..
Jeg kom nemlig til at tænke på den danske sommer. Og carpe diem.
Er ved at skrive evalueringsrapport om mit studieophold. Har svært ved at være professionel.
Ligeglad med, at der er langt til havet herfra..
For floden gør et godt stykke arbejde.
Riverland, I will miss you!!
Er bare lidt glad for, at jeg kommer hjem til nogen, der savner mig.
Skønt det ville være bedre, hvis de kom herned...
... og jeg kommer alligevel tilbage igen om ikke så længe.
fredag den 30. marts 2012
The back road to Barmera
SMUKT.
Har haft et par dage med en form for skriveblokade. I mit hoved har ordene også haft problemer med at finde deres plads.
Er ved at være ligeglad med sproglige udfordringer. Nu giver jeg ikke op overfor svære sætninger, kaster mig bare ud i dem, håber at nogen kan færdiggøre den for mig, hvis jeg mangler ordene.Vil også gerne være et snakkehoved på engelsk. Gad vide, hvordan man bedst udvider sit ordforråd? Jeg husker ingen nye ord, med mindre de giver mening. For eksempel kan jeg aldrig huske, hvad pædagogik og andre nyttige småord oversættes til, men stillads er altså scaffold..
Morgenmad. Er faldet lidt af på helsetrippet efter jeg opdagede, at ingen kilo raslede af mig, selvom jeg droppede alle søde sager, fed mad og snask. Fish n’Chips er åbenbart også obliatorisk, og til min store forfærdelse smager full cream milk bare meget bedre end det tyndere. Spiser dog stadig fuldkornsmüesli til, er ikke faldet i soft drink-fælden og har flittigt passet min BodyBalance class hver onsdag.
Change of plans. Franske fyre meddelte i sidste uge, at deres rejseplaner desværre var ændrede. Kathi (den tyske medicinstuderende) og jeg har været på jagt igen, men indtil videre uden det store held – alle tager afsted i denne weekend, og Kathi afslutter ikke sit klinikforløb før næste fredag. Jeg derimod har afsluttet i dag. Kage til afdelingens sygeplejersker, jeg knap nok har set, en dag på vejen med diabetessygeplejersken. Underlig mavefornemmelse over allerede at have gennemført 9 ugers klinik allerede. Udover dét, skøn mavefornemmelse.. Nå ja, jeg har annulleret min busbillet hjem til Adelaide (første skridt på immigrationsvejen), synes selv, det er en meget cool og spontan handling (selvom planlagt i en uges tid før fuldført), der åbner for nye eventyr.
Mildura, der jo altså er i en anden stat. Broken Hill er vel lidt ligesom Cooper Pedy, bare uden jordhulerne.. Nah. Men jeg bliver nok i Riverland. Resten af mit liv. Hvis immigrationsmyndighederne er med på den. Mit visum udløber 28. april. Flybilletten er d.16. april. Nevermind that. De finder mig sikkert aldrig herude.
Der er mange folk med diabetes herude. Især i Barmera. Og aboriginals med helbredsproblemer..
I MORGEN SKAL VI BOWLE OG JEG ELSKER AUSTRALIEN!
Der er mange folk med diabetes herude. Især i Barmera. Og aboriginals med helbredsproblemer..
I MORGEN SKAL VI BOWLE OG JEG ELSKER AUSTRALIEN!
mandag den 26. marts 2012
mandag den 19. marts 2012
From Denmark to Renmark...
Frygtløs
Normalt er jeg rimelig tough når det kommer til slough (haha, gult nekrotisk væv-stads), men fredag eftermiddag havde jeg en mildt sagt lidt grænseoverskridende oplevelse, da jeg skulle rense og forbinde sår på en kæmpekvinde. Begge underben var totalt dækkede af sår, ja, det var faktisk mere som 2 enorme sår hele vejen rundt om læggene på den "stakkels" klient (gåseøjne, fordi sygehistorie antydede, at hun selv er ret skyldig i, hvordan nuværende helbredssituation er). Ad, de lugtede og jeg måtte virkelig tage nogle dybe vejrtrækninger - gennem munden! - for ikke at kollapse. Jeg havde også været på benene hele dagen, var lidt træt og overvældet, så ikke i perfekt stand til at håndtere voldsomme sår. Heldigvis havde min kollega advaret mig på forhånd, og det endte da med, at jeg, assisteret, fik fjernet gammel, gennemsivet forbinding, renset, smurt og kompresforbundet sår, der efter min vurdering aldrig vil hele på grund af klientens tilstand. Det ender sikkert med en amputation..
Fest
Lørdag var det Saint Patricks Day, der skulle fejres på bedste australsk/irske vis med BBQ og grøn udsmykning. Jeg investerede i en meget grøn (faktisk bare grøn) poloshirt, der var det mest festlige og eneste temafarvepassende, jeg kunne finde i K-Mart. Well, nu var vi en lille flok til festen, og selvom alle fyrene havde grønne t-shirts på, kunne jeg nok have sparet de 8 dollars og nøjedes med en glitterhat, men hvad pokker. Vigtigste var, at vi alle havde en fantastisk god aften!
Næste weekend står forhåbentlig på 10 pin bowling, pokies (som de fleste australiere propper penge i, når de går i byen), måske mere poker (jeg skal lære det!) i selskab med en flok dejlige mennesker, som jeg allerede savner.
Fit
Bliver jeg forhåbentlig snart igen. Synes, mine før så stærke cykelben svigter mig lidt, og mine overarme er faktisk ikke særlig stærke mere. BodyVive efterfulgt af 3km hurtigløb med kæmpehunden i hælene hjalp lidt på min slaphedsfølelse. Han vandt godt nok den afsluttende sprint, men jeg gjorde virkelig et godt stykke arbejde. Ved ikke helt, hvor jeg fik energien fra (jo, altså, rent fysiologisk var den fra al den chokolade, jeg fik til frokost), men jeg tror, det har noget med australske håndværkere at gøre..
Farver
Lørdag aften var grøn, og jeg finder stadig små glitrende palietter på mig efter de festlige hatte og halsmykker. Himlen er blå. Om natten kulsort med tusinde stjerner, men ingen jeg kender. Jorden er orange. Alting lidt grønnere efter de par dage med regn i sidste uge. Floden forbliver muddergrå og smukkere end nogensinde.
Frikadeller
Australsk mad falder i min smag. Forleden kokkererede vi dog noget lignende flæskesteg med kartoffelmos og GRAVY, fordi det er obligatorisk. Jeg kaster mig ud i frikadellekunst på onsdag, og kold kartoffelsalat, men så må det også være dét. Hm, jeg savner hverken rugbrød eller et koldt glas mælk, der ellers plejer at gøre mig lykkelig. Det er fordi, jeg allerede er lykkelig...
Forvirret
Da jeg fik overrakt et evalueringsark og blev bedt om at kommentere på min student coordinator's indsats. Jeg vidste bare ikke, at jeg havde en student coordinator. Min (stakkels) australske sygeplejerskemor har virkelig også brugt meget tid på at sørge for, at jeg når mine læringsmål, trods det slet ikke er hendes job. Selvom jeg har haft et fantastisk klinikophold her, er det ikke helt optimalt ikke at have en klinisk vejleder eller i det hele taget en kontaktperson, der kan hjælpe med at reflektere over læringsudbytte, svære situationer og bare sørge for, at alt er som det skal være. Heldigvis er det jo dét, men hvis ikke jeg var selvstændig og fagligt stærk kunne det have været noget værre rod.. Nå, hvis de vil have evaluering, skal de få evaluering!
Forbrug
Status quo på bankkonto. Har næsten droppet tur til Sydney, men af flere årsager. Spiser ikke ofte hospitalsmad. Har indtil videre forbrugt 2 tuber Zendium, købt en ny tandbørste, påsmurt 500 ml solcreme, vasket tøj 8 gange, spist kænguru 4 gange og drukket et utal af lækre, australske øl. Sidstnævnte mere eller mindre gratis. Skylder Riverlands unge mænd en omgang!
Franskmænd
Når turen går til Alice Springs bliver det højst sandsynligt i selskab med to franske gutter, der har en stor bil og ser ganske fornuftige ud. Dét er da en oplevelse!
Forandringer
Tænker på, hvordan jeg havde det for en måned siden, halvanden måned siden og to måneder siden. Det er vildt, alt det der er sket, og hvordan, det har påvirket mig. Måske endda tre uger tilbage, da Kristian og Ingvar kom på besøg, og jeg endte med en grusom tom fornemmelse, da de tog afsted. Nu nøjes jeg med at være lidt bekymret over de lange perioder uden livstegn fra Indonesien. Ingen tom fornemmelse, fordi jeg her har tryghed nok til resten af året...
Jeg skypede med familien i Kridthuset i går i en times tid. Det var første gang i tre uger. Behovet for at komme hjem er ikke stort, selvom jeg da savner dem lidt.. Glemte nu nok at fortælle dem om shareride-planen med franskmændene, men hvis jeg kender dem ret, bekymrer de sig ikke meget.
Foo Fighters
Måske er det kikset, men jeg hørte den her sang i radioen i dag og følte mig ramt på stedet...
I am a one way motorway
I'm the one that drives away
Then follows you back home
I am a street light shining
I'm a wild light blinding bright
Burning off alone
It's times like these you learn to live again
It's times like these you give and give again
It's times like these you learn to love again
It's times like these time and time again
I am a new day rising
I'm a brand new sky
To hang the stars upon tonight
I am a little divided
Do I stay or run away
And leave it all behind?
Forelsket
I Riverland og alt, hvad dertil hører.
Det har alligevel taget mig 6 uger at finde ud af, hvilken slags mennesker de fleste australiere er. Der er kæmpestor forskel på Adelaide-city-mennesker og Riverland-folk. Jeg ved godt, hvem jeg foretrækker...
FULDSTÆNDIG OVERHOVEDET IKKE TILPAS MED AT SKULLE HJEM OM 28 DAGE!
...
... Fortrøstningsfuld
For jeg vender snart tilbage. Hvis ikke før, så om 2 år, når jeg har min autorisation og working visa og australske anbefalinger og jobtilbud på Berri Hospital. Kom an, 2014!
Kigger på flybilletter med afgang i juli. De er dyre alligevel. Måske tager jeg en spontan tur. Last minute til Adelaide. Jo, det kan lade sig gøre. Til den tid er jeg også gammel nok til at leje en bil, så jeg ikke skal cruise rundt i Riverland på min mtb... Berri, Barmera, Waikerie, Loxton, RENMARK, I'll be back!
Normalt er jeg rimelig tough når det kommer til slough (haha, gult nekrotisk væv-stads), men fredag eftermiddag havde jeg en mildt sagt lidt grænseoverskridende oplevelse, da jeg skulle rense og forbinde sår på en kæmpekvinde. Begge underben var totalt dækkede af sår, ja, det var faktisk mere som 2 enorme sår hele vejen rundt om læggene på den "stakkels" klient (gåseøjne, fordi sygehistorie antydede, at hun selv er ret skyldig i, hvordan nuværende helbredssituation er). Ad, de lugtede og jeg måtte virkelig tage nogle dybe vejrtrækninger - gennem munden! - for ikke at kollapse. Jeg havde også været på benene hele dagen, var lidt træt og overvældet, så ikke i perfekt stand til at håndtere voldsomme sår. Heldigvis havde min kollega advaret mig på forhånd, og det endte da med, at jeg, assisteret, fik fjernet gammel, gennemsivet forbinding, renset, smurt og kompresforbundet sår, der efter min vurdering aldrig vil hele på grund af klientens tilstand. Det ender sikkert med en amputation..
Fest
Lørdag var det Saint Patricks Day, der skulle fejres på bedste australsk/irske vis med BBQ og grøn udsmykning. Jeg investerede i en meget grøn (faktisk bare grøn) poloshirt, der var det mest festlige og eneste temafarvepassende, jeg kunne finde i K-Mart. Well, nu var vi en lille flok til festen, og selvom alle fyrene havde grønne t-shirts på, kunne jeg nok have sparet de 8 dollars og nøjedes med en glitterhat, men hvad pokker. Vigtigste var, at vi alle havde en fantastisk god aften!
Næste weekend står forhåbentlig på 10 pin bowling, pokies (som de fleste australiere propper penge i, når de går i byen), måske mere poker (jeg skal lære det!) i selskab med en flok dejlige mennesker, som jeg allerede savner.
Fit
Bliver jeg forhåbentlig snart igen. Synes, mine før så stærke cykelben svigter mig lidt, og mine overarme er faktisk ikke særlig stærke mere. BodyVive efterfulgt af 3km hurtigløb med kæmpehunden i hælene hjalp lidt på min slaphedsfølelse. Han vandt godt nok den afsluttende sprint, men jeg gjorde virkelig et godt stykke arbejde. Ved ikke helt, hvor jeg fik energien fra (jo, altså, rent fysiologisk var den fra al den chokolade, jeg fik til frokost), men jeg tror, det har noget med australske håndværkere at gøre..
Farver
Lørdag aften var grøn, og jeg finder stadig små glitrende palietter på mig efter de festlige hatte og halsmykker. Himlen er blå. Om natten kulsort med tusinde stjerner, men ingen jeg kender. Jorden er orange. Alting lidt grønnere efter de par dage med regn i sidste uge. Floden forbliver muddergrå og smukkere end nogensinde.
Frikadeller
Australsk mad falder i min smag. Forleden kokkererede vi dog noget lignende flæskesteg med kartoffelmos og GRAVY, fordi det er obligatorisk. Jeg kaster mig ud i frikadellekunst på onsdag, og kold kartoffelsalat, men så må det også være dét. Hm, jeg savner hverken rugbrød eller et koldt glas mælk, der ellers plejer at gøre mig lykkelig. Det er fordi, jeg allerede er lykkelig...
Forvirret
Da jeg fik overrakt et evalueringsark og blev bedt om at kommentere på min student coordinator's indsats. Jeg vidste bare ikke, at jeg havde en student coordinator. Min (stakkels) australske sygeplejerskemor har virkelig også brugt meget tid på at sørge for, at jeg når mine læringsmål, trods det slet ikke er hendes job. Selvom jeg har haft et fantastisk klinikophold her, er det ikke helt optimalt ikke at have en klinisk vejleder eller i det hele taget en kontaktperson, der kan hjælpe med at reflektere over læringsudbytte, svære situationer og bare sørge for, at alt er som det skal være. Heldigvis er det jo dét, men hvis ikke jeg var selvstændig og fagligt stærk kunne det have været noget værre rod.. Nå, hvis de vil have evaluering, skal de få evaluering!
Forbrug
Status quo på bankkonto. Har næsten droppet tur til Sydney, men af flere årsager. Spiser ikke ofte hospitalsmad. Har indtil videre forbrugt 2 tuber Zendium, købt en ny tandbørste, påsmurt 500 ml solcreme, vasket tøj 8 gange, spist kænguru 4 gange og drukket et utal af lækre, australske øl. Sidstnævnte mere eller mindre gratis. Skylder Riverlands unge mænd en omgang!
Franskmænd
Når turen går til Alice Springs bliver det højst sandsynligt i selskab med to franske gutter, der har en stor bil og ser ganske fornuftige ud. Dét er da en oplevelse!
Forandringer
Tænker på, hvordan jeg havde det for en måned siden, halvanden måned siden og to måneder siden. Det er vildt, alt det der er sket, og hvordan, det har påvirket mig. Måske endda tre uger tilbage, da Kristian og Ingvar kom på besøg, og jeg endte med en grusom tom fornemmelse, da de tog afsted. Nu nøjes jeg med at være lidt bekymret over de lange perioder uden livstegn fra Indonesien. Ingen tom fornemmelse, fordi jeg her har tryghed nok til resten af året...
Jeg skypede med familien i Kridthuset i går i en times tid. Det var første gang i tre uger. Behovet for at komme hjem er ikke stort, selvom jeg da savner dem lidt.. Glemte nu nok at fortælle dem om shareride-planen med franskmændene, men hvis jeg kender dem ret, bekymrer de sig ikke meget.
Foo Fighters
Måske er det kikset, men jeg hørte den her sang i radioen i dag og følte mig ramt på stedet...
I am a one way motorway
I'm the one that drives away
Then follows you back home
I am a street light shining
I'm a wild light blinding bright
Burning off alone
It's times like these you learn to live again
It's times like these you give and give again
It's times like these you learn to love again
It's times like these time and time again
I am a new day rising
I'm a brand new sky
To hang the stars upon tonight
I am a little divided
Do I stay or run away
And leave it all behind?
Forelsket
I Riverland og alt, hvad dertil hører.
Det har alligevel taget mig 6 uger at finde ud af, hvilken slags mennesker de fleste australiere er. Der er kæmpestor forskel på Adelaide-city-mennesker og Riverland-folk. Jeg ved godt, hvem jeg foretrækker...
FULDSTÆNDIG OVERHOVEDET IKKE TILPAS MED AT SKULLE HJEM OM 28 DAGE!
...
... Fortrøstningsfuld
For jeg vender snart tilbage. Hvis ikke før, så om 2 år, når jeg har min autorisation og working visa og australske anbefalinger og jobtilbud på Berri Hospital. Kom an, 2014!
Kigger på flybilletter med afgang i juli. De er dyre alligevel. Måske tager jeg en spontan tur. Last minute til Adelaide. Jo, det kan lade sig gøre. Til den tid er jeg også gammel nok til at leje en bil, så jeg ikke skal cruise rundt i Riverland på min mtb... Berri, Barmera, Waikerie, Loxton, RENMARK, I'll be back!
tirsdag den 13. marts 2012
Under åben himmel...
Herude på landet er luften meget ren.
Sikkert renere end i beskidt aboriginalhjem, der mest af alt mindede om et nyligt forladt vinterhi på grund af mørket fra de tunge, støvede gardiner, lugten fra de ugegamle madrester efterladt i alle kroge, tobak, kattehår og snavsetøj.
Derfor er hjemmesygeplejersken "more than happy" til at lave sårpleje udendørs.
Jeg var chokeret, da jeg første gang så tæpper på hospitalsgulv, sengebad udført med våde håndklæder og manglen på uniformsetikette. Efter 6 uger må de indtryk have styrket mig, for jeg var ikke spor forbavset eller forskrækket over, at hun sagde sådan..
Der er sikkert noget fornuftigt over det alligevel. Lyset er i al fald bedre på verandaen, og det er jo ikke fordi, der er voldsomme støvstorme i Loxton normalt.
Luften er nu også fuld af fluer og andet flyvende småkravl, så når vi tænder lyset på terrassen efter solnedgang ved ottetiden vrimler det med insekter, der vil drukne sig i vores lækre vin og tage på oplevelse i vores næsebor. I skrivende stund har jeg selskab af indtil flere irriterende vingede væsener, fordi jeg ikke fik lukket døren og slukket lyset i tide. Får sikkert spist en hel masse af dem i nat, hvilket sikkert slet ikke hjælper på min døgnrytme, der er helt ødelagt efter weekendens tumlen og det varme vejr, der gør mig søvnig i dagtimerne.
Jeg er næsten flyttet til Winkie nu. Min australske mor, Patty, og hendes familie (der jo så må være min australske familie) er skøn. Hun lader mig i hvert fald heller ikke alene, og selv når hun ikke arbejder de samme vagter som jeg, sørger hun for, at jeg får aftensmad og sover her under dynen, vækker mig om morgenen og smørrer min madpakke.. Hvordan skal jeg dog nogensinde udtrykke min taknemmelighed..?
Patty har planlagt mine sidste uger, og alt dét, vi SKAL nå at se, inden jeg rejser videre. Vindmølleparken og den kæmpestore mine i Mildura, Banrock Station, Barossa Valley. Jeg er så glad for, at hun har taget mig under sine vinger. Min Winkie-familie kan godt forvente besøg fra Danmark inden 2020.
P.S. Har internetforbindelse herude (stærk nok til at uploade blogbilleder, åbenbart, men de er jo allerede på Facebook..) og er vidst afhængig af at tjekke min mail, selvom de indkomne næsten kun minder mig om, at jeg snart skal hjem igen. Suk, hvis bare, jeg kunne blive!
Sikkert renere end i beskidt aboriginalhjem, der mest af alt mindede om et nyligt forladt vinterhi på grund af mørket fra de tunge, støvede gardiner, lugten fra de ugegamle madrester efterladt i alle kroge, tobak, kattehår og snavsetøj.
Derfor er hjemmesygeplejersken "more than happy" til at lave sårpleje udendørs.
Jeg var chokeret, da jeg første gang så tæpper på hospitalsgulv, sengebad udført med våde håndklæder og manglen på uniformsetikette. Efter 6 uger må de indtryk have styrket mig, for jeg var ikke spor forbavset eller forskrækket over, at hun sagde sådan..
Der er sikkert noget fornuftigt over det alligevel. Lyset er i al fald bedre på verandaen, og det er jo ikke fordi, der er voldsomme støvstorme i Loxton normalt.
Luften er nu også fuld af fluer og andet flyvende småkravl, så når vi tænder lyset på terrassen efter solnedgang ved ottetiden vrimler det med insekter, der vil drukne sig i vores lækre vin og tage på oplevelse i vores næsebor. I skrivende stund har jeg selskab af indtil flere irriterende vingede væsener, fordi jeg ikke fik lukket døren og slukket lyset i tide. Får sikkert spist en hel masse af dem i nat, hvilket sikkert slet ikke hjælper på min døgnrytme, der er helt ødelagt efter weekendens tumlen og det varme vejr, der gør mig søvnig i dagtimerne.
Jeg er næsten flyttet til Winkie nu. Min australske mor, Patty, og hendes familie (der jo så må være min australske familie) er skøn. Hun lader mig i hvert fald heller ikke alene, og selv når hun ikke arbejder de samme vagter som jeg, sørger hun for, at jeg får aftensmad og sover her under dynen, vækker mig om morgenen og smørrer min madpakke.. Hvordan skal jeg dog nogensinde udtrykke min taknemmelighed..?
Patty har planlagt mine sidste uger, og alt dét, vi SKAL nå at se, inden jeg rejser videre. Vindmølleparken og den kæmpestore mine i Mildura, Banrock Station, Barossa Valley. Jeg er så glad for, at hun har taget mig under sine vinger. Min Winkie-familie kan godt forvente besøg fra Danmark inden 2020.
P.S. Har internetforbindelse herude (stærk nok til at uploade blogbilleder, åbenbart, men de er jo allerede på Facebook..) og er vidst afhængig af at tjekke min mail, selvom de indkomne næsten kun minder mig om, at jeg snart skal hjem igen. Suk, hvis bare, jeg kunne blive!
mandag den 12. marts 2012
En forlænget weekend
Papirhvide hejrer letter mod den krystalblå himmel som båden stille glider gennem det gråbrune muddervand. Pelikaner og andre store fugle, karper, myg og masser af martsfluer gør mig selskab på min smukke, stille sejltur på Murray River.
Det var mandag (public holiday pga. et hestevæddeløb i Adelaide), vejret var skønt, varmt og solrigt, og jeg har nydt det siden kl. 11.46, hvor jeg vågnede, veludhvilet, klar til at holde fridag sammen med min australske mor, Patty.
Søndag var stille. Sov også længe og var på drikke-kaffe-udflugt til smuk lavendelfarm i lokalområdet. Med lidt tømmermænd, for lørdag aften spenderede jeg i selskab med Winkie's unge mænd, Brodie, Tom og Josh, på The Vines i Berri. Alt for mange øl, meget gratis, en jævn strøm af nye telefonnumre, taxi hjem (gudskelov!). Det var efter at have været meget aktiv både for- og eftermiddag, på tur i Riverland (Berri, Renmark, Paringa, Lyrup og Loxton), til husbåde, dampere, dæmninger, udsigtspunkter, mandellunde, appelsinplantager og friskfrugtsmarkedet i Berri.
Jeg kommer aldrig hjem.
I hvert fald ikke førend jeg er blevet lidt mere solbrændt.
I øvrigt er de sidste etaper af rundrejsen kortlagt. Jeg ender med at få besøgt 4 stater. Turen går først til Sydney, så fra Adelaide til Alice Springs og tilbage, og til slut til Melbourne med The Overland.
Nåh ja, næste uge skal jeg ud i samfundet og være hjemmesygeplejerske! Fredag var jeg jordemoder på hjemmebesøg. Tirsdag overværede jeg min første fødsel. Onsdag kørte jeg i ambulance. Kom ikke og sig, at der er kedeligt i Berri!
Jeg vil ikke hjem. Min australske mor, hendes familie, alle de andre sygeplejersker, de unge håndværkere og Berri's lokale behandler mig så godt. Ikke et sekunds ensomhed.
Det var mandag (public holiday pga. et hestevæddeløb i Adelaide), vejret var skønt, varmt og solrigt, og jeg har nydt det siden kl. 11.46, hvor jeg vågnede, veludhvilet, klar til at holde fridag sammen med min australske mor, Patty.
Søndag var stille. Sov også længe og var på drikke-kaffe-udflugt til smuk lavendelfarm i lokalområdet. Med lidt tømmermænd, for lørdag aften spenderede jeg i selskab med Winkie's unge mænd, Brodie, Tom og Josh, på The Vines i Berri. Alt for mange øl, meget gratis, en jævn strøm af nye telefonnumre, taxi hjem (gudskelov!). Det var efter at have været meget aktiv både for- og eftermiddag, på tur i Riverland (Berri, Renmark, Paringa, Lyrup og Loxton), til husbåde, dampere, dæmninger, udsigtspunkter, mandellunde, appelsinplantager og friskfrugtsmarkedet i Berri.
Jeg kommer aldrig hjem.
I hvert fald ikke førend jeg er blevet lidt mere solbrændt.
I øvrigt er de sidste etaper af rundrejsen kortlagt. Jeg ender med at få besøgt 4 stater. Turen går først til Sydney, så fra Adelaide til Alice Springs og tilbage, og til slut til Melbourne med The Overland.
Nåh ja, næste uge skal jeg ud i samfundet og være hjemmesygeplejerske! Fredag var jeg jordemoder på hjemmebesøg. Tirsdag overværede jeg min første fødsel. Onsdag kørte jeg i ambulance. Kom ikke og sig, at der er kedeligt i Berri!
Jeg vil ikke hjem. Min australske mor, hendes familie, alle de andre sygeplejersker, de unge håndværkere og Berri's lokale behandler mig så godt. Ikke et sekunds ensomhed.
onsdag den 7. marts 2012
send mere overskud
Klokken er 11.57 pm. Jeg er godt placeret under lilla dyne, ser dansk tv paa Patty's baerbare, tjekker facebook og mails, selvom det er alt for sent, og jeg burde sove tungt nu.
Der sker meget, og det er godt. Jeg kan bare ikke rigtig foelge med. Samtidig med, at jeg skal forsoege at tale engelsk flydende, hvilket volder mig irriterende problemer, fordi jeg hele tiden hoerer mig selv snakke med en grim, dansk accent, er jeg paa anden uge uden fast vagtplan og paa en maade bare med paa en kigger, naar sygeplejersker, jordemoedre, paramedicinere, laeger og hvad har vi, arbejder, og jeg proever at reflektere over kulturelle, oekonomiske og sundhedsmaessige forskelle, vaere andenaars- og ikke andenrangsstuderende og naa mine laeringsmaal... Hm.
I aftes var jeg ude at koere med en vindruehoestemaskine - fed oplevelse, og lige noget for mit landmandshjerte. 2,3 km/t, 300 meter lange raekker af vinplanter, staerke og standhaftige, 3 ton druer pr raekke, 700 liter vin pr. ton....
Hvem ved, maaske har jeg vaeret med til at hoeste frugten til Jacobs Creek aargang 2012, solgt i SuperBrugsen til 59 kroner om 3 aar...
Havde Buddy Holly flashback paa det lokale diskotek i loerdags, toemmermaend paa terassen soendag, deltog i foedsel tirsdag og var med ambulancefolkene paa tur i eftermiddags. Er godt brugt.
Godnat.
Der sker meget, og det er godt. Jeg kan bare ikke rigtig foelge med. Samtidig med, at jeg skal forsoege at tale engelsk flydende, hvilket volder mig irriterende problemer, fordi jeg hele tiden hoerer mig selv snakke med en grim, dansk accent, er jeg paa anden uge uden fast vagtplan og paa en maade bare med paa en kigger, naar sygeplejersker, jordemoedre, paramedicinere, laeger og hvad har vi, arbejder, og jeg proever at reflektere over kulturelle, oekonomiske og sundhedsmaessige forskelle, vaere andenaars- og ikke andenrangsstuderende og naa mine laeringsmaal... Hm.
I aftes var jeg ude at koere med en vindruehoestemaskine - fed oplevelse, og lige noget for mit landmandshjerte. 2,3 km/t, 300 meter lange raekker af vinplanter, staerke og standhaftige, 3 ton druer pr raekke, 700 liter vin pr. ton....
Hvem ved, maaske har jeg vaeret med til at hoeste frugten til Jacobs Creek aargang 2012, solgt i SuperBrugsen til 59 kroner om 3 aar...
Havde Buddy Holly flashback paa det lokale diskotek i loerdags, toemmermaend paa terassen soendag, deltog i foedsel tirsdag og var med ambulancefolkene paa tur i eftermiddags. Er godt brugt.
Godnat.
fredag den 2. marts 2012
At leve af sygehusmad
Fordi jeg prøver at spare op til mit Alice Springs-eventyr, der uden tvivl kommer til at ruinere mig, skal jeg til at benytte mig af muligheden for at spise gratis frokost og aftensmad på sygehuset. Det vil sige fra plastikbakke og portionsanrettet budding, sausages and gravy. Det kan jeg vel klare i 4 uger. Min ovn virker alligevel ikke.
Jeg må finde et godt job, når jeg kommer tilbage.
Ellers er alting godt.
Jeg havde besøg af Kristian og Ingvar (eventyrerne fra Melbourne) i torsdags. De vaskede tøj, vi tog til vinsmagning og spiste kænguru og faldt i søvn til Sherlock Holmes.
Nu har jeg mere hjemve.
Men tiden går hurtigt, der er kun 4 uger til at jeg er tilbage i Adelaide og skal videre på min rejse, der er kort i tidsmæssig forstand, men kæmpe lang målt i kilometer. Det er svært at planlægge, især når jeg skal vandre på biblioteket for at få adgang til internettet, og der er mange muligheder, tog, fly, bus... Jeg går efter de billigste.
Jeg så et kejsersnit forleden. Det var fedt at se en operation, hvor der kom en baby ud af maven. Berri Hospital er virkelig som landsbyhospitalet i tv, bare lidt mere moderne, selvfølgelig, men alle sygeplejersker skal kunne alting, og hvis der kommer en trafikulykke ind, render næsten alle sygeplejerskerne til A&E for at hjælpe.
Hvis det ikke var fordi, der er 300 km til havet, kunne jeg godt finde på at søge arbejde her en gang. Selvom jeg er for specialisering, er der alligevel noget særligt over, at kunne varetage så mange forskellige specialer på én afdeling.. Det bliver de også nødt til, når der er så langt til nærmeste storby.
Hvis det ikke var fordi, der er 300 km til havet, kunne jeg godt finde på at søge arbejde her en gang. Selvom jeg er for specialisering, er der alligevel noget særligt over, at kunne varetage så mange forskellige specialer på én afdeling.. Det bliver de også nødt til, når der er så langt til nærmeste storby.
Nok for nu, jeg har inspirationsblokade. Jeg vil tilbage til min lille asbesthytte (ja, den er god nok!) og spise frokost. Måske skal jeg noget skægt i aften. Spændingen stiger.
mandag den 27. februar 2012
Den dag jeg moedte Patty...
... var en temmelig tilfaeldig mandag i februar. Jeg havde haft orienteringssession paa Berri Hospital fra 9-14.30 og var helt udkoert. Jeg slap dog ikke fra at tilbringe halvanden time mere paa hospitalet (der kun har en stor afdeling med alskens patienter og foedestuer, og saa OP og skade/modtagelse) og moedte en haandfuld af de sygeplejersker, jeg skal arbejde sammen med de naeste 5 ugers tid.
En af dem hedder Patty Allan og er det mest gaestfri menneske, jeg nogensinde har moedt. Efter 3 minutters smaasludren inviterede hun mig med til Body Vive-fitnesssession og foreslog derefter, at jeg bare tog hjem til hende bagefter til aftensmad, og jeg kunne da ligesaa godt overnatte, hun har saa mange gaestevaerelser, fordi begge boern er floejet fra reden, saa no worries, og i morgen kunne vi arbejde sammen i aftenvagt, men inden da lufte hund (en slags ulv, der er lige saa hoej som mig), svoemme en tur i poolen og tage paa indkoeb, saa jeg kan faa fyldt mit (HELT EGET!) koeleskab op. Jamen, siger man nej til saadan nogle tilbud? Derfor sover jeg med dyne i nat, for det plejer hendes datter at goere. NICE! Og laenge i morgen. De naeste par uger har hun mange planer for, hvad vi skal i vores fritid, vingaarde, vindruehoest, vandski og husbaad paa floden, lokal sightseeing, emufarm og meget andet. Om 3 uger faar jeg selskab af to amerikanske studerende ogsaa.
Vejret er ikke fantastisk. I dag har det oesregnet, men jeg synes afkoeling er udemaerket, og de lokale graesplaener er vilde med dryppen. Jeg har faaet fortalt, at hvis det havde vaeret for to aar siden, var samtlige Berris indbyggere loebet udenfor i badetoej, stukket tungen ud og danset rundt paa gaderne, hvis himlen aabnede sig. Jeg klager ikke over noget som helst. Slet ikke min nye, gratis bolig, der faktisk er en hel lejlighed med det hele inklusive et tv, hvor jeg kan plugge min harddisk til og se film. Ikke at der er tid til den slags, men luksurioest er det.
Noget andet, der var luksus, var min ankomst til Berri i gaar. Jeg blev, efter knap 4 timers bustur nordoestpaa hentet paa stationen, der ligger flot ned til Murray River (en rigtig australsk flod med doede traestammer, karper og mudder), af the Director of Nursing & Midwifery paa hospitalet. Sally, hedder hun, og er nok ligesaa gaestfri som Patty. Ud over at tage mig paa indkoeb, hjaelpe mig med indlogering og praktiske sager, inviterede hun paa aftensmad, spa og kold (meget lokal) hvidvin, og ikke mindst gratis vaskemaskine- og internetadgang samt godt selskab hele dagen. Jeg var begejstret over Berri allerede da.
Naah, og for at goere det hele lidt bedre faar jeg torsdag meget fornemt besoeg fra Danmark.. Gaet hvem! Ikke Princess Mary...
I oevrigt et meget internationalt blogindlaeg, det her, uden oe'er, aa'er og ae'er, men jeg er paa Patty's pc. Derfor ingen nye billeder heller. Jeg skal goere mit bedste fremover for at laegge billeder herind, men ellers er de paa Facebook og jeg skal gerne lave et fremvisningsshow, naar jeg kommer hjem :)
En af dem hedder Patty Allan og er det mest gaestfri menneske, jeg nogensinde har moedt. Efter 3 minutters smaasludren inviterede hun mig med til Body Vive-fitnesssession og foreslog derefter, at jeg bare tog hjem til hende bagefter til aftensmad, og jeg kunne da ligesaa godt overnatte, hun har saa mange gaestevaerelser, fordi begge boern er floejet fra reden, saa no worries, og i morgen kunne vi arbejde sammen i aftenvagt, men inden da lufte hund (en slags ulv, der er lige saa hoej som mig), svoemme en tur i poolen og tage paa indkoeb, saa jeg kan faa fyldt mit (HELT EGET!) koeleskab op. Jamen, siger man nej til saadan nogle tilbud? Derfor sover jeg med dyne i nat, for det plejer hendes datter at goere. NICE! Og laenge i morgen. De naeste par uger har hun mange planer for, hvad vi skal i vores fritid, vingaarde, vindruehoest, vandski og husbaad paa floden, lokal sightseeing, emufarm og meget andet. Om 3 uger faar jeg selskab af to amerikanske studerende ogsaa.
Vejret er ikke fantastisk. I dag har det oesregnet, men jeg synes afkoeling er udemaerket, og de lokale graesplaener er vilde med dryppen. Jeg har faaet fortalt, at hvis det havde vaeret for to aar siden, var samtlige Berris indbyggere loebet udenfor i badetoej, stukket tungen ud og danset rundt paa gaderne, hvis himlen aabnede sig. Jeg klager ikke over noget som helst. Slet ikke min nye, gratis bolig, der faktisk er en hel lejlighed med det hele inklusive et tv, hvor jeg kan plugge min harddisk til og se film. Ikke at der er tid til den slags, men luksurioest er det.
Noget andet, der var luksus, var min ankomst til Berri i gaar. Jeg blev, efter knap 4 timers bustur nordoestpaa hentet paa stationen, der ligger flot ned til Murray River (en rigtig australsk flod med doede traestammer, karper og mudder), af the Director of Nursing & Midwifery paa hospitalet. Sally, hedder hun, og er nok ligesaa gaestfri som Patty. Ud over at tage mig paa indkoeb, hjaelpe mig med indlogering og praktiske sager, inviterede hun paa aftensmad, spa og kold (meget lokal) hvidvin, og ikke mindst gratis vaskemaskine- og internetadgang samt godt selskab hele dagen. Jeg var begejstret over Berri allerede da.
Naah, og for at goere det hele lidt bedre faar jeg torsdag meget fornemt besoeg fra Danmark.. Gaet hvem! Ikke Princess Mary...
I oevrigt et meget internationalt blogindlaeg, det her, uden oe'er, aa'er og ae'er, men jeg er paa Patty's pc. Derfor ingen nye billeder heller. Jeg skal goere mit bedste fremover for at laegge billeder herind, men ellers er de paa Facebook og jeg skal gerne lave et fremvisningsshow, naar jeg kommer hjem :)
torsdag den 23. februar 2012
Bestået!
Yes! I dag fik jeg officielle papirer på, at første del af mit kliniske praktik-eventyr er over- og BEstået! Jeg vidste nu godt, at jeg havde klaret den, men det er alligevel en god følelse at have tre underskrifter og et par rosende ord i rygsækken..
Min "clinical facilitator", Julie, gav mig en i øvrigt meget tiltrængt og symbolsk afskedsgave til min søde tand (SMARTies og en TimeOut-chokolade).
Nu sidder jeg, fredag eftermiddag i 37 graders varme (jeg klager ikke, men det er dælme hedt!), på campus og venter på tyske Jessica, så vi kan få en kold drink og udveksle billeder fra Cleland. Vejret kalder på stranden, men Adelaide Fringe Festival åbner i aften med en stor parade, så jeg skal derind sammen med en flok Flinders-studerende. I morgen vil jeg tilbringe min sidste hele dag i Adelaide på Glenelg Beach i godt selskab og nyde den friske havluft og køligere briser.
I går aftes havde jeg forsøgt at arrangere en farvel-BBQ på stranden, og bedst som jeg troede, det gik i vasken (fordi jeg var sent ude, ikke havde hørt fra de andre og var til sent møde), blev jeg meget positivt overrasket, da ikke mindre end 15 mennesker dukkede op! Tænk, at jeg allerede kender så mange hernede...Vi havde en skøn aften med lækkert mad, solnedgang og jeg fik en meget tiltrængt dukkert efter en laaaang, vaaaarm arbejdsdag. Heldigvis var der ingen tårer, men kontaktoplysningsudveksling og ønsker om at se hinanden igen. Kathi (en af de tyske medicinstuderende, der har ferie i en af mine ferieuger også) og jeg planlægger en tur til Alice Springs og must-see Uluru i april. Jeg håber, mine flybillet- og økonomiske begrænsninger kan holde til det, for det vil være mega fedt at lave roadtrip til den rigtige outback - og ikke alene!
Hører Zombies, glæder mig over, at jeg tog til Australien og er modig, spiser mine sidste kagestykker inden Berri-kuren begynder, nyder varmen og solen og D-vitamin og tanken om, at jeg har et verdensomspændende netværk!
Glæder mig til det danske forår, til at se min familie og danske venner igen, til at skulle i psykiatripraktik og fejre min fødselsdag i Kridthuset. Men stod det til mig, skulle jeg ikke hjem foreløbig. Danmark render vel ingen steder.
Det har været en lidt hektisk uge, og min fritid er gået for hurtigt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede har været afsted i en måned. Tiden flyver. Søndag kl. 11.00 vil jeg sidde i Premier Stateliner-bussen mod Berri (3.5 time i airconditionhelvede), på vej mod 5 ugers spændende oplevelser på Berri Hospital og Community Health Service..........
Min "clinical facilitator", Julie, gav mig en i øvrigt meget tiltrængt og symbolsk afskedsgave til min søde tand (SMARTies og en TimeOut-chokolade).
Nu sidder jeg, fredag eftermiddag i 37 graders varme (jeg klager ikke, men det er dælme hedt!), på campus og venter på tyske Jessica, så vi kan få en kold drink og udveksle billeder fra Cleland. Vejret kalder på stranden, men Adelaide Fringe Festival åbner i aften med en stor parade, så jeg skal derind sammen med en flok Flinders-studerende. I morgen vil jeg tilbringe min sidste hele dag i Adelaide på Glenelg Beach i godt selskab og nyde den friske havluft og køligere briser.
I går aftes havde jeg forsøgt at arrangere en farvel-BBQ på stranden, og bedst som jeg troede, det gik i vasken (fordi jeg var sent ude, ikke havde hørt fra de andre og var til sent møde), blev jeg meget positivt overrasket, da ikke mindre end 15 mennesker dukkede op! Tænk, at jeg allerede kender så mange hernede...Vi havde en skøn aften med lækkert mad, solnedgang og jeg fik en meget tiltrængt dukkert efter en laaaang, vaaaarm arbejdsdag. Heldigvis var der ingen tårer, men kontaktoplysningsudveksling og ønsker om at se hinanden igen. Kathi (en af de tyske medicinstuderende, der har ferie i en af mine ferieuger også) og jeg planlægger en tur til Alice Springs og must-see Uluru i april. Jeg håber, mine flybillet- og økonomiske begrænsninger kan holde til det, for det vil være mega fedt at lave roadtrip til den rigtige outback - og ikke alene!
Hører Zombies, glæder mig over, at jeg tog til Australien og er modig, spiser mine sidste kagestykker inden Berri-kuren begynder, nyder varmen og solen og D-vitamin og tanken om, at jeg har et verdensomspændende netværk!
Glæder mig til det danske forår, til at se min familie og danske venner igen, til at skulle i psykiatripraktik og fejre min fødselsdag i Kridthuset. Men stod det til mig, skulle jeg ikke hjem foreløbig. Danmark render vel ingen steder.
Det har været en lidt hektisk uge, og min fritid er gået for hurtigt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg allerede har været afsted i en måned. Tiden flyver. Søndag kl. 11.00 vil jeg sidde i Premier Stateliner-bussen mod Berri (3.5 time i airconditionhelvede), på vej mod 5 ugers spændende oplevelser på Berri Hospital og Community Health Service..........
søndag den 19. februar 2012
Og et par delfiner
Well, dolphin cruise er slightly overvurderet, i hvert fald, hvis man gør det på pensionist/turist/budget-måden (dvs for 15 dollars, og ikke skræmmende 58 dollars for 100% delfinchance eller endnu værre 98 dollars for at svømme med dem, selvom jeg ellers godt gad) og ser i alt 5-7 styk boltre sig ovenvande cirka 12 millisekunder ad gangen. Men jeg så dem da - fik bare ikke fantastiske billeder af dusiner af delfiner med mig i forgrunden. Til gengæld så jeg et kæmpeskib ladet med får.
Det var en rigtig dejlig søndag sammen med en busfuld internationale studerende fra Flinders Uni i Port Adelaide. Spiste fedtet pizza i tysk/kinesisk selskab, var i fyrtårn med højdeskræk og 10 minutters kvik-tur på maritimt museum. Australien har en spændende historie.
Det var en rigtig dejlig søndag sammen med en busfuld internationale studerende fra Flinders Uni i Port Adelaide. Spiste fedtet pizza i tysk/kinesisk selskab, var i fyrtårn med højdeskræk og 10 minutters kvik-tur på maritimt museum. Australien har en spændende historie.
I morgen går turen til Cleland (koalakrammer) sammen med tyske Jessica og tirsdag min 4.sidste vagt på 5A. Skørt. Og det er snart marts.
fredag den 17. februar 2012
JEG ELSKER SOLSKIN!
Det har været en god uge.
Varm, meget varm, højt UV-index og godt selskab.
Varmen gør mig søvnig, men jeg sover ikke så godt om natten. Alligevel lykkes det mig at møde kl. 7 tirsdag-fredag på 5A og slide og slæbe for og med karkirurgiske patienter indtil ved middagstid, hvor arbejdsbyrden lettes. Visse dage trasker jeg bare rundt i mine tunge, sorte arbejdssko i to timer over middag, indtil en venlig sjæl sender mig hjem. Og selvom jeg på det tidspunkt mest har brug for at kravle under lagenet (!) indtil næste morgen med aircondition lige i hovedet, er vejret for godt til at blive inde - og tyskerne, jeg har mødt, har så mange planer og idéer til eftermiddagsaktiviteter, at det ville være en skam at sove tiden væk. Tyskerne planlægger også forlænget weekendtur på Great Ocean Road, som jeg håber, kan squeezes ind i mine planer for Berri-opholdet.
Mandag stod på solnedgangs-sushi-picnic på Glenelg Beach, og bagefter drog vi i samlet kæmpeflok (europæere, canadier, kineser og et par indfødte adelaidianere) til en bar og fik et par øl. Onsdag lavede Jessica, Diana og Myrthe (hollænder fra Dianas hostel) BBQ i Jessicas have. Mums. Torsdag spontan BBQ på Glenelg efter "tilfældigt" møde med de tyske med's fra FMC Flats, hvor jeg bor. Jeg smagte kænguru. Pølser og steak. Jeg var ikke imponeret over pølserne, der måtte skylles ned men en god dark ale, men steaken var ikke værst. Igen i aften skal vi grille på stranden, tyskerne og jeg, men jeg tror, jeg holder mig til kylling denne gang.
Stella (den kinesiske studerende, jeg mødte på campus) og jeg var inviteret med til meet&greet-party med de nye medicinstuderende i går. Ingen succes, da sygeplejestuderende åbenbart ikke er interessante for en flok "jeg-er-lige-gået-ud-af-high-school-og-er-sejere-end-jer-andre-selvom-jeg-ikke-er-begyndt-på-uni-endnu"-studerende, der kun ville mingle med deres egen slags.. Heldigvis blev vi ikke så længe og fandt sammen med de allestedsnærværende tyskere en festival og fik et par øl. Japansk øl er ikke værst; især ikke, hvis man ikke selv betaler.
Stranden kalder. I morgen skal jeg se delfiner, og mandag vover jeg mig på vandretur i den lokale nationalpark Cleland. Jeg tror, det bliver en hektisk uge og håber, at jeg ikke bliver usund af ikke at kede mig.
søndag den 12. februar 2012
No worries!
Har oplevet min første dag med sprogproblemer. Ikke, at jeg ikke forstod, hvad der blev sagt. Jeg havde en slags taleblokade. Kunne ikke finde ord, snublede over dem, der kom frem, og kiksede i grammatikken. Det irriterede mig og gik ud over den i forvejen lidt dumme dag, jeg havde på afdelingen i onsdags. Jeg var teamet op med to sygeplejersker, der virkede meget ligeglade med, at jeg også var tilstede. Der var heller ikke meget for mig at lave, da det meste var medicingivning, jeg ikke har kompetencer til - men den fundamentale sygepleje ville de også helst klare selv. Hm! Heldigvis var torsdag langt bedre. Jeg lavede sårpleje helt selvstændigt. Den stakkels patient skal godt nok have amputeret benet snart, men såret skal jo plejes alligevel (og nej, det er ikke min skyld, at benet skal af)..
Tiden går hurtigt, (bortset fra på de lange, lange, laaaaange eftermiddagsvagter og sene vagter, som min fredag, hvor jeg fik fri kl. 21.30 og ikke havde lavet noget fra kl. 16) og jeg har kun 2 uger tilbage i Adelaide. Der er meget, jeg skal nå at se endnu, og kommende uge og weekend er allerede tæt pakket. I aften skal jeg eksempelvis på sushistrandpicnic, i morgen på Central Market og til BBQ hos Jessica, fredag på pub med nærmest alle Flinders' medicinstuderende (!), lørdag i Cleland Nationalpark og søndag til Port Adelaide og se delfiner (forhåbentlig!).
Lørdag morgen var jeg frisk og til yogasession i det lokale fitnesscenter. Det var godt til mig. Lørdag aften spiste jeg middag med fem canadiske sygeplejestuderende, som min koordinator havde sat mig i kontakt med. Der var også en australsk sygeplejerske, der lige havde været i Canada, og hun inviterede mig til tea, når vi begge får tid. Det var desværre de studerendes sidste aften i Adelaide. De havde for nylig været udstationeret i Berri, hvor jeg skal op om et par uger, og de kunne berolige mig med, at det langt fra bliver nogle ensomme uger nordpå. En af sygeplejerskerne på afdelingen, Patty, skulle efter sigende være en slags ekstra mor, begejstret for at arrangere ture på floden, til vingårde og til BBQ. Det er altså med spænding, jeg ser frem til mit næste placement!
Vejret bliver bedre. Min frisure bliver mere og mere tosset (må være luftfugtigheden) og jeg har overhovedet ikke taget nok tøj med. Jeg nægter at bruge min formue (læs: kassekredit) på nyt tøj, men jeg er nødsaget til at købe et par t-shirts og nye solbriller. Jeg forsvarer det med, at jeg ser frem til 5 ugers gratis bolig i Berri og en masse gratis aktiviteter på Murray River!
Så småt er jeg begyndt at planlægge den lille rundrejse efter mit studieophold.
Marzena, en (polsk) sygeplejerske på min afdeling, synes ikke, jeg kunne rejse rundt i Australien uden at besøge Sydney bare et par dage. Hun har desuden en (rig) veninde i Brisbane, der bor i kæmpemansion og helt sikkert gerne vil have mig boende i lidt tid. Jeg ser frem til det rigtige backpacking-eventyr!
Der er ikke længe til april.. Og efterhånden er det eneste, jeg savner, dyner, dansk skummetmælk og retten til at gå i ordentlige, hvide sandaler på hospitalet!
søndag den 5. februar 2012
Regnvejr
Vejret er ustabilt i dag. Det har regnet meget til morgen, det blæser også en del. Atypisk for South Australia, siger de lokale. Sommeren plejer at være tør og meget varm. Jeg har slappet af med film, krydsord og læsning. Nu vovet mig op på campus for anden gang for at få internetadgang.
I går var jeg på stranden med Jessica, Nöemi (Jessicas belgiske veninde) og Diana (en dansk farmaceutstuderende, der skriver speciale på 5A, hvor jeg er i klinik!). Selvom der længe var overskyet, lykkedes det en stor del af selskabet at blive solskoldet. UV-indekset er 12 hernede, så det er nødvendigt at passe på huden hele dagen. Jeg har købt en flot solhat til formålet, og en ordentlig faktor 30, som jævnligt påføres. Hud- og modermærkekræft er overraskende hyppig blandt australiere. Jeg skal i hvert fald ikke nyde noget. Så hellere være fuld af klister og sand.
I går passerede mit liv revy. Var meget tæt på at blive ædt af en haj. Der er net, censorer og både, der holder øje med havets farlige dyr, men nogle gange er kræene for snu og slipper udenom.
… Ved nærmere eftersyn var det bare en lille rokke (og altså ikke helt den slags, der dræbte Steve Irwin), sikkert ganske ufarlig, men jeg løb alligevel i vild sprint ind på stranden alligevel. Det må have set komisk ud, men hajer er altså ikke sådan at spøge med.
Ud over nævnte episode har der ikke været problemer med vilde dyr. Edderkopperne på værelset er væk, og jeg har ikke set slanger. Det virker til at være et fredeligt område, jeg bor i. På campus er der kakaduer og nøgle grønne papegøjer. Fantastisk udsigt, også.
I morgen har jeg fri; det har jeg alle mandage. Jeg skal ind til centrum (Adelaide City) og mødes med en tysk studerende, jeg stødte på til orienteringsmøde i onsdags. Vi skal på Museum of South Australia og se, om vi kan finde Central Market, som er et kæmpe indendørs fødevaremarked med lækre sager. Jeg kunne godt bruge lidt spiselig selvforkælelse, da menuen indtil videre mest har stået på fryseretter, cereals og frugt. Det er nu heller ikke nemt at lave noget særligt uden gryder og pander. Fødevarepriserne minder om de danske. Frugten er friskere og lokal, mejeriprodukter dyrere. Varedeklarationerne uigennemskuelige. Det har ikke noget at gøre med mine sproglige kvalifikationer, for de er gode og bliver bedre hver dag.
Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag skal jeg tilbage på afdeling 5A. Det er et dejligt sted at være. Jeg har haft fire rigtig gode vagter der, hvor jeg faktisk har udført en del sygepleje ganske selvstændigt. 5A er en karkirurgisk afdeling, men der er ofte onkologiske patienter også, og mange konkurrerende lidelser at tage hensyn til. Det er spændende! Det tager mig 5 minutter at gå fra min bolig til Flinders Medical Centre, hvor hospitalet er. Jeg klæder om til en skrækkeligt udseende uniform hjemmefra. Marineblå bukser og sorte sko (begge á la skoleuniform) og en hvid poloshirt med Flinders Uni-logo på. Personalet vasker selv uniformen hjemme. Jeg synes, det er ulækkert, og forstår ikke, hvordan det hænger sammen med de øvrige strikse hygiejneforhold. Nåh ja, og så har jeg fået mit eget stetoskop, fordi min afdelingssygeplejerske, Damon, var bekymret for, om mine sprængte trommehinder var ekstra modtagelige for infektioner.
Jeg prøver at finde så meget tid som muligt til at snakke med patienterne, ligesom jeg ville gøre i Danmark, men det virker ikke som om, personalet prioriterer dét så højt – heller ikke, når der ikke er travlt.. Især de mere eller mindre sengebundne er dog meget interesserede i at høre alt muligt om mig og synes, det er skægt, jeg er fra Danmark. Balancen mellem at være privat og professionel er nogle gange svær at finde, og her bliver jeg virkelig udfordret.
Jeg har faktisk kun 3 uger tilbage i Adelaide. Derefter går turen til Berri, en mindre by i Riverland (som er et amt nordnordøst på). Berri ligger ved floden Murray. Jeg ved ikke så meget mere før i morgen, men min bolig deroppe bliver gratis, så jeg får lidt økonomisk overskud til de sidste 2 ugers rundrejse, hvor jeg overvejer, om jeg skal tage til Brisbane eller blive tæt på Melbourne og Great Ocean Road.
Min hjemve er forsvundet. Det hænger helt sikkert sammen med, at jeg har mødt en flok søde mennesker, som jeg kan være sammen med i min fritid. Australiere er også enormt flinke og gæstfri – vi danskere kan godt pakke sammen; vi er ingenting i forhold til aussies! Det er nemt at være international studerende hernede. Vi er alle i samme båd, nervøse og alene, men hvis ønsket bliver man lynhurtigt en del af et kæmpestort fællesskab på og udenfor campus. Og så er der selvfølgelig internetadgangen og Skype, der kan redde selv den værste dag. Dem har jeg dog ikke haft nogle af siden sidst!
I øvrigt er der jo ikke så længe til jeg kommer tilbage til dansk forår. Jeg håber, sneen er smeltet til den til.
P.S. Jeg har lagt lidt billeder på Facebook.
lørdag den 28. januar 2012
At være stærk og sej
Det er mit motto for tiden, hvor jeg har forfærdelig hjemve og helst bare gerne ville tage det første fly tilbage til europæisk fastland.
Bilder mig ind det er normalt, når man rejser alene, har jetlag og egentlig bare venter på, at der skal ske noget (mandag!).
Jeg rammes dog også - heldigvis! - ret ofte af tanken om, at det er pissefedt endelig at være kommet afsted, at det bliver så fedt at komme i gang med at nurse og møde nogle mennesker, og i det hele taget opleve det land, jeg har længtes efter så længe!
I dag landede jeg i Adelaide Airport kl. 7 lokal tid. Australske toldere/sikkerhedsfolk er om muligt endnu strengere, end de er i Heathrow. Hernede handler det ikke så meget om sprængfarlige væsker, men fødevarer, inficeret jord og tuberkulose. Det resulterede altså i en del kødannelse, but nothing to declare.. Stod i kø først for at komme ud af flyet, så for at komme gennem visa-tjek, så for at hente bagage og så for at få tjekket bagagen..
Ombord på flyet mødte jeg Jessica, en jævnaldrende studerende fra Belgien, der skal arbejde i Adelaide i 4 måneder. Det var fedt at have selskab i køen, og vi har aftalt at mødes til sightseeing og sjov :-)
Efter hastig afsked med Jessica opdagede jeg i ankomsthallen en mand med Flinders University-skilt. Jeg "tog chancen" og henvendte mig - og minsandten om han ikke var kommet for at hente "Tryne". Mit humør steg et par grader. Alt det praktiske blev hurtigt klaret, og jeg fik læsset en enorm mængde information om området og universitetet og busruter i hovedet, selvom jeg mest af alt bare trængte til at sove (min fredag forsvandt jo med tidsforskellene). Da jeg manglede både australsk taletid og en adapter til stikkontakten måtte jeg begive mig ud i byen til et stort shoppingcenter. Det skaffede jeg rimelig hurtigt. Vejret var dejligt og stranden lokkede, så der tog jeg ned og dyppede tæerne (billeder følger). Planen for i morgen er en rigtig dukkert!
Alt i alt har jeg det nok godt. Om lidt skal jeg Skype med familien i Kridthuset og bagefter "hjem" i seng.
Godnat herfra!
P.S. Jeg regner med, at få bedre adgang til nettet i løbet af den næste uges tid - lige nu er jeg altså afhængig af MacDonalds, der har wi-fi-adgang. Der er 500 m i fugleflugt til den nærmest døgnåbne (praktisk!), men jeg er ikke fan af menukortet.
P.P.S. Der bor små edderkopper på mit værelse. Jeg regner med, de ikke er giftige.
Bilder mig ind det er normalt, når man rejser alene, har jetlag og egentlig bare venter på, at der skal ske noget (mandag!).
Jeg rammes dog også - heldigvis! - ret ofte af tanken om, at det er pissefedt endelig at være kommet afsted, at det bliver så fedt at komme i gang med at nurse og møde nogle mennesker, og i det hele taget opleve det land, jeg har længtes efter så længe!
I dag landede jeg i Adelaide Airport kl. 7 lokal tid. Australske toldere/sikkerhedsfolk er om muligt endnu strengere, end de er i Heathrow. Hernede handler det ikke så meget om sprængfarlige væsker, men fødevarer, inficeret jord og tuberkulose. Det resulterede altså i en del kødannelse, but nothing to declare.. Stod i kø først for at komme ud af flyet, så for at komme gennem visa-tjek, så for at hente bagage og så for at få tjekket bagagen..
Ombord på flyet mødte jeg Jessica, en jævnaldrende studerende fra Belgien, der skal arbejde i Adelaide i 4 måneder. Det var fedt at have selskab i køen, og vi har aftalt at mødes til sightseeing og sjov :-)
Efter hastig afsked med Jessica opdagede jeg i ankomsthallen en mand med Flinders University-skilt. Jeg "tog chancen" og henvendte mig - og minsandten om han ikke var kommet for at hente "Tryne". Mit humør steg et par grader. Alt det praktiske blev hurtigt klaret, og jeg fik læsset en enorm mængde information om området og universitetet og busruter i hovedet, selvom jeg mest af alt bare trængte til at sove (min fredag forsvandt jo med tidsforskellene). Da jeg manglede både australsk taletid og en adapter til stikkontakten måtte jeg begive mig ud i byen til et stort shoppingcenter. Det skaffede jeg rimelig hurtigt. Vejret var dejligt og stranden lokkede, så der tog jeg ned og dyppede tæerne (billeder følger). Planen for i morgen er en rigtig dukkert!
Alt i alt har jeg det nok godt. Om lidt skal jeg Skype med familien i Kridthuset og bagefter "hjem" i seng.
Godnat herfra!
P.S. Jeg regner med, at få bedre adgang til nettet i løbet af den næste uges tid - lige nu er jeg altså afhængig af MacDonalds, der har wi-fi-adgang. Der er 500 m i fugleflugt til den nærmest døgnåbne (praktisk!), men jeg er ikke fan af menukortet.
P.P.S. Der bor små edderkopper på mit værelse. Jeg regner med, de ikke er giftige.
fredag den 27. januar 2012
Singapore
Wuhu, fri wi-fi!
Meget kort opdatering, inden jeg igen-igen skal gennem security og boarde mit fly mod endedestinationen!
Har mega ondt i kæberne efter alt det tyggegummi 12-timersturen fra London hertil krævede for at holde de seriøse propper på afstand. Det lykkedes mig at få sovet 3-4 timer i streg, selvom jeg ikke sad så godt, men havde da vinduesplads og rare medpassagerer. Servicen fejlede heller intet; jeg fik endda english breakfast i morges (altså, europæisk morgen, for over Malaysia var kl. 17). Det er helt skørt med den tidsforskel.
Jeg kan også mærke, at jeg er ør i hovedet og kroppen over dén og at sidde ned så længe (godt, man kan sine venepumpeøvelser) - og de rullende fortov i lufthavnene får mine ben til at ryste.
Jeg spiser nu det sidste frugt fra min danske madpakke og krydser fingre for, at der er aftensmad på flyet.
Det er vildt spændende at være afsted på egen hånd! Synes faktisk selv, jeg er lidt sej.
Meget kort opdatering, inden jeg igen-igen skal gennem security og boarde mit fly mod endedestinationen!
Har mega ondt i kæberne efter alt det tyggegummi 12-timersturen fra London hertil krævede for at holde de seriøse propper på afstand. Det lykkedes mig at få sovet 3-4 timer i streg, selvom jeg ikke sad så godt, men havde da vinduesplads og rare medpassagerer. Servicen fejlede heller intet; jeg fik endda english breakfast i morges (altså, europæisk morgen, for over Malaysia var kl. 17). Det er helt skørt med den tidsforskel.
Jeg kan også mærke, at jeg er ør i hovedet og kroppen over dén og at sidde ned så længe (godt, man kan sine venepumpeøvelser) - og de rullende fortov i lufthavnene får mine ben til at ryste.
Jeg spiser nu det sidste frugt fra min danske madpakke og krydser fingre for, at der er aftensmad på flyet.
Det er vildt spændende at være afsted på egen hånd! Synes faktisk selv, jeg er lidt sej.
Hej hej! :-)
torsdag den 26. januar 2012
Københavns Lufthavn
Nogle timer i ICLyn'et førte mig, koldsvedende og hørehæmmet, til første stop på den lange rejse.
Sidder nu i Københavns Lufthavn og spiser de sidste rester af min obligatoriske kæmpestore madpakke, som security lod slippe igennem check (ja, bortset fra mine brikjuice, der måtte lade livet). Vagterne mente dog, at min tandpasta - den jeg havde glemt var i håndbagagen - er en væske, så den skulle uskadeliggøres ved hjælp af gennemsigtig plastikpose :-) Jeg har lært, at det er temmelig dumt at proppe så meget i rygsækken, at den kun kan pakkes på én måde. Det er altså ikke så skægt at bakse med ompakning foran de skeptiske vagter.
I øvrigt en underlig fornemmelse at aflevere sin kæmperygsæk i bagage check-in og så stå der på vej til den anden side af jorden uden noget som helst næsten. Skørt. Ingen vej tilbage, for jeg møder først min bagage om nogle dage i Adelaide!
Københavns Lufthavn har luret dén. Hvor pokker er siddepladserne til de almindelige rejsende, der ikke har 74 kroner til en kop kaffe med tilhørende polstret underlag?
Måske ude ved gates'ne. Jeg venter i skrivende stund på at få at vide, hvor dælen jeg skal boarde fra. Spændende. Men jeg tror, jeg har spottet mit fly.
Så, det var alt fra DK i denne omgang - jeg glæder mig som en sindssyg til at komme frem!
P.S. Jeg håber der er internet, hvor jeg skal bo :-)
Sidder nu i Københavns Lufthavn og spiser de sidste rester af min obligatoriske kæmpestore madpakke, som security lod slippe igennem check (ja, bortset fra mine brikjuice, der måtte lade livet). Vagterne mente dog, at min tandpasta - den jeg havde glemt var i håndbagagen - er en væske, så den skulle uskadeliggøres ved hjælp af gennemsigtig plastikpose :-) Jeg har lært, at det er temmelig dumt at proppe så meget i rygsækken, at den kun kan pakkes på én måde. Det er altså ikke så skægt at bakse med ompakning foran de skeptiske vagter.
I øvrigt en underlig fornemmelse at aflevere sin kæmperygsæk i bagage check-in og så stå der på vej til den anden side af jorden uden noget som helst næsten. Skørt. Ingen vej tilbage, for jeg møder først min bagage om nogle dage i Adelaide!
Københavns Lufthavn har luret dén. Hvor pokker er siddepladserne til de almindelige rejsende, der ikke har 74 kroner til en kop kaffe med tilhørende polstret underlag?
Måske ude ved gates'ne. Jeg venter i skrivende stund på at få at vide, hvor dælen jeg skal boarde fra. Spændende. Men jeg tror, jeg har spottet mit fly.
Så, det var alt fra DK i denne omgang - jeg glæder mig som en sindssyg til at komme frem!
P.S. Jeg håber der er internet, hvor jeg skal bo :-)
onsdag den 25. januar 2012
Vilde dyr
Og her taler jeg om den rigtige slags, og ikke desperate rejsende i verdens internationale lufthavne. På lillebrors opfordring så jeg Bear Grylls i Ultimate Survival rode rundt i sumpe og outback med krokodiller og slanger. Blev pludselig glad for, at jeg ikke skal til Northern Territory. Det er vidst mere fredeligt nede sydpå (der er det kun solen, der stikker, og hajer, der bider).
Er ret ræd for visse fir- og ottebenede væsener. Og jeg har hørt noget om, at fordelingen af meget giftige skællede kræ ikke er helt lige verden over - og at Australien efter min mening har en del overvægt på vild&livsfarlig-dyrskontoen.
Nej, dingoer! Frygtelige uhyrer, forklædt som hunde, der i ørkenen bortfører og spiser helst uskyldige babyer og gør livet frygteligt for ubevæbnede.. De må være de værste!
Her er forresten et billede af mit pakkerod før det kom i rygsækken. Har måttet sjusse mig frem til de 21 kg, for min badevægt er ikke præcis, haha.
Nå men, i morgen går det løs, og jeg tror ikke, jeg kan sove i nat. Det er nok meget praktisk at være lidt søvnig, når jeg kan se frem til flytransport indtil lørdag morgen!
Jeg glæder mig!
P.S. Har lige overstået min eksamen og har været ramt af influenzavirus i alle hovedets hulrum. Meget ubehageligt. Jeg tror det skyldes kortisols upassende langtidsvirkninger på immunforsvaret. Og det kom altså før jeg blev klippet, så det er ikke noget med, at styrken sidder i håret. Men jeg har i hvert fald fået prikket hul på begge trommehinder i dag, så er klar til flyvetur i morgen. Trykudligning. Av.
Er ret ræd for visse fir- og ottebenede væsener. Og jeg har hørt noget om, at fordelingen af meget giftige skællede kræ ikke er helt lige verden over - og at Australien efter min mening har en del overvægt på vild&livsfarlig-dyrskontoen.
Nej, dingoer! Frygtelige uhyrer, forklædt som hunde, der i ørkenen bortfører og spiser helst uskyldige babyer og gør livet frygteligt for ubevæbnede.. De må være de værste!
Her er forresten et billede af mit pakkerod før det kom i rygsækken. Har måttet sjusse mig frem til de 21 kg, for min badevægt er ikke præcis, haha.
Nå men, i morgen går det løs, og jeg tror ikke, jeg kan sove i nat. Det er nok meget praktisk at være lidt søvnig, når jeg kan se frem til flytransport indtil lørdag morgen!
Jeg glæder mig!
P.S. Har lige overstået min eksamen og har været ramt af influenzavirus i alle hovedets hulrum. Meget ubehageligt. Jeg tror det skyldes kortisols upassende langtidsvirkninger på immunforsvaret. Og det kom altså før jeg blev klippet, så det er ikke noget med, at styrken sidder i håret. Men jeg har i hvert fald fået prikket hul på begge trommehinder i dag, så er klar til flyvetur i morgen. Trykudligning. Av.
torsdag den 19. januar 2012
En uge til afrejse!
Nu bliver det vildt!
Om præcis en uge er jeg ombord på flyet fra København til London, og om en uge og 3½ timer boarder jeg QF 0320 til Singapore, hvorfra airbus'sen, der skal føre mig til Adelaide, South Australia, letter.
Jeg er overhovedet ikke nervøs.
Og det på trods af, at jeg aldrig har fløjet længere end til Barcelona og faktisk ikke har været uden for Europa før, og heller ikke er helt sikker på, hvor langt mine 160 australske dollars rækker. Jeg skal rejse mutters alene igennem nogle af verdens største og mest strikse lufthavne. Ikke nervøs.
Jeg skal bare lige have overstået en skrækkelig eksamen først (onsdag) og re-pakke min nyindkøbte rygsæk. Der kan være 60 liter. Det er mere end rigeligt. Især når vejrudsigten for destination melder om 34 grader og behov for faktor 50 på min lidt for kaukasiske hud.
Heldigvis er det meste grundigt planlagt. Har flybillet, visum, gyldigt pas, bolig, gåpåmod og højst sandsynligt nogen, der henter mig i lufthavnen down under.
Mangler jeg noget?
P.S. Jeg ville have tilføjet et billede af mine forberedelsesanstrengelser, men jeg har ikke noget kamera endnu. Jeg forventer dog at tage et par billeder undervejs.
P.P.S. Jeg har ikke blogget før og regner med, at det bliver usandsynligt traditionel rejseblog-agtigt med et tvist af sygeplejenørderi og nødråb, når jeg løber tør for penge.
P.P.P.S. Jeg har selvfølgelig mere end 160 aud....
Om præcis en uge er jeg ombord på flyet fra København til London, og om en uge og 3½ timer boarder jeg QF 0320 til Singapore, hvorfra airbus'sen, der skal føre mig til Adelaide, South Australia, letter.
Jeg er overhovedet ikke nervøs.
Og det på trods af, at jeg aldrig har fløjet længere end til Barcelona og faktisk ikke har været uden for Europa før, og heller ikke er helt sikker på, hvor langt mine 160 australske dollars rækker. Jeg skal rejse mutters alene igennem nogle af verdens største og mest strikse lufthavne. Ikke nervøs.
Jeg skal bare lige have overstået en skrækkelig eksamen først (onsdag) og re-pakke min nyindkøbte rygsæk. Der kan være 60 liter. Det er mere end rigeligt. Især når vejrudsigten for destination melder om 34 grader og behov for faktor 50 på min lidt for kaukasiske hud.
Heldigvis er det meste grundigt planlagt. Har flybillet, visum, gyldigt pas, bolig, gåpåmod og højst sandsynligt nogen, der henter mig i lufthavnen down under.
Mangler jeg noget?
P.S. Jeg ville have tilføjet et billede af mine forberedelsesanstrengelser, men jeg har ikke noget kamera endnu. Jeg forventer dog at tage et par billeder undervejs.
P.P.S. Jeg har ikke blogget før og regner med, at det bliver usandsynligt traditionel rejseblog-agtigt med et tvist af sygeplejenørderi og nødråb, når jeg løber tør for penge.
P.P.P.S. Jeg har selvfølgelig mere end 160 aud....
Abonner på:
Opslag (Atom)