søndag den 12. februar 2012

No worries!

Har oplevet min første dag med sprogproblemer. Ikke, at jeg ikke forstod, hvad der blev sagt. Jeg havde en slags taleblokade. Kunne ikke finde ord, snublede over dem, der kom frem, og kiksede i grammatikken. Det irriterede mig og gik ud over den i forvejen lidt dumme dag, jeg havde på afdelingen i onsdags. Jeg var teamet op med to sygeplejersker, der virkede meget ligeglade med, at jeg også var tilstede. Der var heller ikke meget for mig at lave, da det meste var medicingivning, jeg ikke har kompetencer til - men den fundamentale sygepleje ville de også helst klare selv. Hm! Heldigvis var torsdag langt bedre. Jeg lavede sårpleje helt selvstændigt. Den stakkels patient skal godt nok have amputeret benet snart, men såret skal jo plejes alligevel (og nej, det er ikke min skyld, at benet skal af).. 

Tiden går hurtigt, (bortset fra på de lange, lange, laaaaange eftermiddagsvagter og sene vagter, som min fredag, hvor jeg fik fri kl. 21.30 og ikke havde lavet noget fra kl. 16) og jeg har kun 2 uger tilbage i Adelaide. Der er meget, jeg skal nå at se endnu, og kommende uge og weekend er allerede tæt pakket. I aften skal jeg eksempelvis på sushistrandpicnic, i morgen på Central Market og til BBQ hos Jessica, fredag på pub med nærmest alle Flinders' medicinstuderende (!), lørdag i Cleland Nationalpark og søndag til Port Adelaide og se delfiner (forhåbentlig!). 

Lørdag morgen var jeg frisk og til yogasession i det lokale fitnesscenter. Det var godt til mig. Lørdag aften spiste jeg middag med fem canadiske sygeplejestuderende, som min koordinator havde sat mig i kontakt med. Der var også en australsk sygeplejerske, der lige havde været i Canada, og hun inviterede mig til tea, når vi begge får tid. Det var desværre de studerendes sidste aften i Adelaide. De havde for nylig været udstationeret i Berri, hvor jeg skal op om et par uger, og de kunne berolige mig med, at det langt fra bliver nogle ensomme uger nordpå. En af sygeplejerskerne på afdelingen, Patty, skulle efter sigende være en slags ekstra mor, begejstret for at arrangere ture på floden, til vingårde og til BBQ. Det er altså med spænding, jeg ser frem til mit næste placement! 

Vejret bliver bedre. Min frisure bliver mere og mere tosset (må være luftfugtigheden) og jeg har overhovedet ikke taget nok tøj med. Jeg nægter at bruge min formue (læs: kassekredit) på nyt tøj, men jeg er nødsaget til at købe et par t-shirts og nye solbriller. Jeg forsvarer det med, at jeg ser frem til 5 ugers gratis bolig i Berri og en masse gratis aktiviteter på Murray River! 

Så småt er jeg begyndt at planlægge den lille rundrejse efter mit studieophold. 
Marzena, en (polsk) sygeplejerske på min afdeling, synes ikke, jeg kunne rejse rundt i Australien uden at besøge Sydney bare et par dage. Hun har desuden en (rig) veninde i Brisbane, der bor i kæmpemansion og helt sikkert gerne vil have mig boende i lidt tid. Jeg ser frem til det rigtige backpacking-eventyr! 

Der er ikke længe til april.. Og efterhånden er det eneste, jeg savner, dyner, dansk skummetmælk og retten til at gå i ordentlige, hvide sandaler på hospitalet! 

1 kommentar: