The back road to Barmera

Solar panels i solnedgangen.
SMUKT. 

Har haft et par dage med en form for skriveblokade. I mit hoved har ordene også haft problemer med at finde deres plads.

Er ved at være ligeglad med sproglige udfordringer. Nu giver jeg ikke op overfor svære sætninger, kaster mig bare ud i dem, håber at nogen kan færdiggøre den for mig, hvis jeg mangler ordene.Vil også gerne være et snakkehoved på engelsk. Gad vide, hvordan man bedst udvider sit ordforråd? Jeg husker ingen nye ord, med mindre de giver mening. For eksempel kan jeg aldrig huske, hvad pædagogik og andre nyttige småord oversættes til, men stillads er altså scaffold.. 

Morgenmad. Er faldet lidt af på helsetrippet efter jeg opdagede, at ingen kilo raslede af mig, selvom jeg droppede alle søde sager, fed mad og snask. Fish n’Chips er åbenbart også obliatorisk, og til min store forfærdelse smager full cream milk bare meget bedre end det tyndere. Spiser dog stadig fuldkornsmüesli til, er ikke faldet i soft drink-fælden og har flittigt passet min BodyBalance class hver onsdag.

Change of plans. Franske fyre meddelte i sidste uge, at deres rejseplaner desværre var ændrede. Kathi (den tyske medicinstuderende) og jeg har været på jagt igen, men indtil videre uden det store held – alle tager afsted i denne weekend, og Kathi afslutter ikke sit klinikforløb før næste fredag. Jeg derimod har afsluttet i dag. Kage til afdelingens sygeplejersker, jeg knap nok har set, en dag på vejen med diabetessygeplejersken. Underlig mavefornemmelse over allerede at have gennemført 9 ugers klinik allerede. Udover dét, skøn mavefornemmelse.. Nå ja, jeg har annulleret min busbillet hjem til Adelaide (første skridt på immigrationsvejen), synes selv, det er en meget cool og spontan handling (selvom planlagt i en uges tid før fuldført), der åbner for nye eventyr.

Mildura, der jo altså er i en anden stat. Broken Hill er vel lidt ligesom Cooper Pedy, bare uden jordhulerne.. Nah. Men jeg bliver nok i Riverland. Resten af mit liv. Hvis immigrationsmyndighederne er med på den. Mit visum udløber 28. april. Flybilletten er d.16. april. Nevermind that. De finder mig sikkert aldrig herude.

Der er mange folk med diabetes herude. Især i Barmera. Og aboriginals med helbredsproblemer..

I MORGEN SKAL VI BOWLE OG JEG ELSKER AUSTRALIEN! 

lykken er...

kærlighed

solskin

The Beatles 

From Denmark to Renmark...

Frygtløs
Normalt er jeg rimelig tough når det kommer til slough (haha, gult nekrotisk væv-stads), men fredag eftermiddag havde jeg en mildt sagt lidt grænseoverskridende oplevelse, da jeg skulle rense og forbinde sår på en kæmpekvinde. Begge underben var totalt dækkede af sår, ja, det var faktisk mere som 2 enorme sår hele vejen rundt om læggene på den "stakkels" klient (gåseøjne, fordi sygehistorie antydede, at hun selv er ret skyldig i, hvordan nuværende helbredssituation er). Ad, de lugtede og jeg måtte virkelig tage nogle dybe vejrtrækninger - gennem munden! - for ikke at kollapse. Jeg havde også været på benene hele dagen, var lidt træt og overvældet, så ikke i perfekt stand til at håndtere voldsomme sår. Heldigvis havde min kollega advaret mig på forhånd, og det endte da med, at jeg, assisteret, fik fjernet gammel, gennemsivet forbinding, renset, smurt og kompresforbundet sår, der efter min vurdering aldrig vil hele på grund af klientens tilstand. Det ender sikkert med en amputation.. 


Fest
Lørdag var det Saint Patricks Day, der skulle fejres på bedste australsk/irske vis med BBQ og grøn udsmykning. Jeg investerede i en meget grøn (faktisk bare grøn) poloshirt, der var det mest festlige og eneste temafarvepassende, jeg kunne finde i K-Mart. Well, nu var vi en lille flok til festen, og selvom alle fyrene havde grønne t-shirts på, kunne jeg nok have sparet de 8 dollars og nøjedes med en glitterhat, men hvad pokker. Vigtigste var, at vi alle havde en fantastisk god aften! 
Næste weekend står forhåbentlig på 10 pin bowling, pokies (som de fleste australiere propper penge i, når de går i byen), måske mere poker (jeg skal lære det!) i selskab med en flok dejlige mennesker, som jeg allerede savner. 


Fit
Bliver jeg forhåbentlig snart igen. Synes, mine før så stærke cykelben svigter mig lidt, og mine overarme er faktisk ikke særlig stærke mere. BodyVive efterfulgt af 3km hurtigløb med kæmpehunden i hælene hjalp lidt på min slaphedsfølelse. Han vandt godt nok den afsluttende sprint, men jeg gjorde virkelig et godt stykke arbejde. Ved ikke helt, hvor jeg fik energien fra (jo, altså, rent fysiologisk var den fra al den chokolade, jeg fik til frokost), men jeg tror, det har noget med australske håndværkere at gøre.. 


Farver 
Lørdag aften var grøn, og jeg finder stadig små glitrende palietter på mig efter de festlige hatte og halsmykker. Himlen er blå. Om natten kulsort med tusinde stjerner, men ingen jeg kender. Jorden er orange. Alting lidt grønnere efter de par dage med regn i sidste uge. Floden forbliver muddergrå og smukkere end nogensinde. 


Frikadeller 
Australsk mad falder i min smag. Forleden kokkererede vi dog noget lignende flæskesteg med kartoffelmos og GRAVY, fordi det er obligatorisk. Jeg kaster mig ud i frikadellekunst på onsdag, og kold kartoffelsalat, men så må det også være dét. Hm, jeg savner hverken rugbrød eller et koldt glas mælk, der ellers plejer at gøre mig lykkelig. Det er fordi, jeg allerede er lykkelig... 


Forvirret
Da jeg fik overrakt et evalueringsark og blev bedt om at kommentere på min student coordinator's indsats. Jeg vidste bare ikke, at jeg havde en student coordinator. Min (stakkels) australske sygeplejerskemor har virkelig også brugt meget tid på at sørge for, at jeg når mine læringsmål, trods det slet ikke er hendes job. Selvom jeg har haft et fantastisk klinikophold her, er det ikke helt optimalt ikke at have en klinisk vejleder eller i det hele taget en kontaktperson, der kan hjælpe med at reflektere over læringsudbytte, svære situationer og bare sørge for, at alt er som det skal være. Heldigvis er det jo dét, men hvis ikke jeg var selvstændig og fagligt stærk kunne det have været noget værre rod.. Nå, hvis de vil have evaluering, skal de få evaluering! 


Forbrug 
Status quo på bankkonto. Har næsten droppet tur til Sydney, men af flere årsager. Spiser ikke ofte hospitalsmad. Har indtil videre forbrugt 2 tuber Zendium, købt en ny tandbørste, påsmurt 500 ml solcreme, vasket tøj 8 gange, spist kænguru 4 gange og drukket et utal af lækre, australske øl. Sidstnævnte mere eller mindre gratis. Skylder Riverlands unge mænd en omgang! 



Franskmænd 

Når turen går til Alice Springs bliver det højst sandsynligt i selskab med to franske gutter, der har en stor bil og ser ganske fornuftige ud. Dét er da en oplevelse! 


Forandringer
Tænker på, hvordan jeg havde det for en måned siden, halvanden måned siden og to måneder siden. Det er vildt, alt det der er sket, og hvordan, det har påvirket mig. Måske endda tre uger tilbage, da Kristian og Ingvar kom på besøg, og jeg endte med en grusom tom fornemmelse, da de tog afsted. Nu nøjes jeg med at være lidt bekymret over de lange perioder uden livstegn fra Indonesien. Ingen tom fornemmelse, fordi jeg her har tryghed nok til resten af året... 
Jeg skypede med familien i Kridthuset i går i en times tid. Det var første gang i tre uger. Behovet for at komme hjem er ikke stort, selvom jeg da savner dem lidt.. Glemte nu nok at fortælle dem om shareride-planen med franskmændene, men hvis jeg kender dem ret, bekymrer de sig ikke meget. 


Foo Fighters
Måske er det kikset, men jeg hørte den her sang i radioen i dag og følte mig ramt på stedet... 


I am a one way motorway
I'm the one that drives away
Then follows you back home
I am a street light shining
I'm a wild light blinding bright
Burning off alone

It's times like these you learn to live again
It's times like these you give and give again
It's times like these you learn to love again
It's times like these time and time again

I am a new day rising
I'm a brand new sky
To hang the stars upon tonight
I am a little divided
Do I stay or run away
And leave it all behind? 



Forelsket
I Riverland og alt, hvad dertil hører.
Det har alligevel taget mig 6 uger at finde ud af, hvilken slags mennesker de fleste australiere er. Der er kæmpestor forskel på Adelaide-city-mennesker og Riverland-folk. Jeg ved godt, hvem jeg foretrækker... 


FULDSTÆNDIG OVERHOVEDET IKKE TILPAS MED AT SKULLE HJEM OM 28 DAGE! 
...



... Fortrøstningsfuld 
For jeg vender snart tilbage. Hvis ikke før, så om 2 år, når jeg har min autorisation og working visa og australske anbefalinger og jobtilbud på Berri Hospital. Kom an, 2014!
Kigger på flybilletter med afgang i juli. De er dyre alligevel. Måske tager jeg en spontan tur. Last minute til Adelaide. Jo, det kan lade sig gøre. Til den tid er jeg også gammel nok til at leje en bil, så jeg ikke skal cruise rundt i Riverland på min mtb... Berri, Barmera, Waikerie, Loxton, RENMARK, I'll be back! 

Under åben himmel...

Herude på landet er luften meget ren.
Sikkert renere end i beskidt aboriginalhjem, der mest af alt mindede om et nyligt forladt vinterhi på grund af mørket fra de tunge, støvede gardiner, lugten fra de ugegamle madrester efterladt i alle kroge, tobak, kattehår og snavsetøj.
Derfor er hjemmesygeplejersken "more than happy" til at lave sårpleje udendørs.
Jeg var chokeret, da jeg første gang så tæpper på hospitalsgulv, sengebad udført med våde håndklæder og manglen på uniformsetikette. Efter 6 uger må de indtryk have styrket mig, for jeg var ikke spor forbavset eller forskrækket over, at hun sagde sådan..
Der er sikkert noget fornuftigt over det alligevel. Lyset er i al fald bedre på verandaen, og det er jo ikke fordi, der er voldsomme støvstorme i Loxton normalt. 


Luften er nu også fuld af fluer og andet flyvende småkravl, så når vi tænder lyset på terrassen efter solnedgang ved ottetiden vrimler det med insekter, der vil drukne sig i vores lækre vin og tage på oplevelse i vores næsebor. I skrivende stund har jeg selskab af indtil flere irriterende vingede væsener, fordi jeg ikke fik lukket døren og slukket lyset i tide. Får sikkert spist en hel masse af dem i nat, hvilket sikkert slet ikke hjælper på min døgnrytme, der er helt ødelagt efter weekendens tumlen og det varme vejr, der gør mig søvnig i dagtimerne. 


Jeg er næsten flyttet til Winkie nu. Min australske mor, Patty, og hendes familie (der jo så må være min australske familie) er skøn. Hun lader mig i hvert fald heller ikke alene, og selv når hun ikke arbejder de samme vagter som jeg, sørger hun for, at jeg får aftensmad og sover her under dynen, vækker mig om morgenen og smørrer min madpakke.. Hvordan skal jeg dog nogensinde udtrykke min taknemmelighed..? 


Patty har planlagt mine sidste uger, og alt dét, vi SKAL nå at se, inden jeg rejser videre. Vindmølleparken og den kæmpestore mine i Mildura, Banrock Station, Barossa Valley. Jeg er  så glad for, at hun har taget mig under sine vinger. Min Winkie-familie kan godt forvente besøg fra Danmark inden 2020. 


P.S. Har internetforbindelse herude (stærk nok til at uploade blogbilleder, åbenbart, men de er jo allerede på Facebook..) og er vidst afhængig af at tjekke min mail, selvom de indkomne næsten kun minder mig om, at jeg snart skal hjem igen. Suk, hvis bare, jeg kunne blive!

Jordemoderdrømmen!

En forlænget weekend

Papirhvide hejrer letter mod den krystalblå himmel som båden stille glider gennem det gråbrune muddervand. Pelikaner og andre store fugle, karper, myg og masser af martsfluer gør mig selskab på min smukke, stille sejltur på Murray River.

Det var mandag (public holiday pga. et hestevæddeløb i Adelaide), vejret var skønt, varmt og solrigt, og jeg har nydt det siden kl. 11.46, hvor jeg vågnede, veludhvilet, klar til at holde fridag sammen med min australske mor, Patty.

Søndag var stille. Sov også længe og var på drikke-kaffe-udflugt til smuk lavendelfarm i lokalområdet. Med lidt tømmermænd, for lørdag aften spenderede jeg i selskab med Winkie's unge mænd, Brodie, Tom og Josh, på The Vines i Berri. Alt for mange øl, meget gratis, en jævn strøm af nye telefonnumre, taxi hjem (gudskelov!). Det var efter at have været meget aktiv både for- og eftermiddag, på tur i Riverland (Berri, Renmark, Paringa, Lyrup og Loxton), til husbåde, dampere, dæmninger, udsigtspunkter, mandellunde, appelsinplantager og friskfrugtsmarkedet i Berri.  

Jeg kommer aldrig hjem.
I hvert fald ikke førend jeg er blevet lidt mere solbrændt.
I øvrigt er de sidste etaper af rundrejsen kortlagt. Jeg ender med at få besøgt 4 stater. Turen går først til Sydney, så fra Adelaide til Alice Springs og tilbage, og til slut til Melbourne med The Overland.

Nåh ja, næste uge skal jeg ud i samfundet og være hjemmesygeplejerske! Fredag var jeg jordemoder på hjemmebesøg. Tirsdag overværede jeg min første fødsel. Onsdag kørte jeg i ambulance. Kom ikke og sig, at der er kedeligt i Berri!

Jeg vil ikke hjem. Min australske mor, hendes familie, alle de andre sygeplejersker, de unge håndværkere og Berri's lokale behandler mig så godt. Ikke et sekunds ensomhed. 

send mere overskud

Klokken er 11.57 pm. Jeg er godt placeret under lilla dyne, ser dansk tv paa Patty's baerbare, tjekker facebook og mails, selvom det er alt for sent, og jeg burde sove tungt nu.

Der sker meget, og det er godt. Jeg kan bare ikke rigtig foelge med. Samtidig med, at jeg skal forsoege at tale engelsk flydende, hvilket volder mig irriterende problemer, fordi jeg hele tiden hoerer mig selv snakke med en grim, dansk accent, er jeg paa anden uge uden fast vagtplan og paa en maade bare med paa en kigger, naar sygeplejersker, jordemoedre, paramedicinere, laeger og hvad har vi, arbejder, og jeg proever at reflektere over kulturelle, oekonomiske og sundhedsmaessige forskelle, vaere andenaars- og ikke andenrangsstuderende og naa mine laeringsmaal... Hm.

I aftes var jeg ude at koere med en vindruehoestemaskine - fed oplevelse, og lige noget for mit landmandshjerte. 2,3 km/t, 300 meter lange raekker af vinplanter, staerke og standhaftige, 3 ton druer pr raekke, 700 liter vin pr. ton....
Hvem ved, maaske har jeg vaeret med til at hoeste frugten til Jacobs Creek aargang 2012, solgt i SuperBrugsen til 59 kroner om 3 aar... 


Havde Buddy Holly flashback paa det lokale diskotek i loerdags, toemmermaend paa terassen soendag, deltog i foedsel tirsdag og var med ambulancefolkene paa tur i eftermiddags. Er godt brugt.

Godnat. 

At leve af sygehusmad

Fordi jeg prøver at spare op til mit Alice Springs-eventyr, der uden tvivl kommer til at ruinere mig, skal jeg til at benytte mig af muligheden for at spise gratis frokost og aftensmad på sygehuset. Det vil sige fra plastikbakke og portionsanrettet budding, sausages and gravy. Det kan jeg vel klare i 4 uger. Min ovn virker alligevel ikke. 

Jeg må finde et godt job, når jeg kommer tilbage. 

Ellers er alting godt.

Jeg havde besøg af Kristian og Ingvar (eventyrerne fra Melbourne) i torsdags. De vaskede tøj, vi tog til vinsmagning og spiste kænguru og faldt i søvn til Sherlock Holmes.

Nu har jeg mere hjemve. 

Men tiden går hurtigt, der er kun 4 uger til at jeg er tilbage i Adelaide og skal videre på min rejse, der er kort i tidsmæssig forstand, men kæmpe lang målt i kilometer. Det er svært at planlægge, især når jeg skal vandre på biblioteket for at få adgang til internettet, og der er mange muligheder, tog, fly, bus... Jeg går efter de billigste.

Jeg så et kejsersnit forleden. Det var fedt at se en operation, hvor der kom en baby ud af maven. Berri Hospital er virkelig som landsbyhospitalet i tv, bare lidt mere moderne, selvfølgelig, men alle sygeplejersker skal kunne alting, og hvis der kommer en trafikulykke ind, render næsten alle sygeplejerskerne til A&E for at hjælpe.
Hvis det ikke var fordi, der er 300 km til havet, kunne jeg godt finde på at søge arbejde her en gang. Selvom jeg er for specialisering, er der alligevel noget særligt over, at kunne varetage så mange forskellige specialer på én afdeling.. Det bliver de også nødt til, når der er så langt til nærmeste storby. 

Nok for nu, jeg har inspirationsblokade. Jeg vil tilbage til min lille asbesthytte (ja, den er god nok!) og spise frokost. Måske skal jeg noget skægt i aften. Spændingen stiger.