mandag den 12. marts 2012

En forlænget weekend

Papirhvide hejrer letter mod den krystalblå himmel som båden stille glider gennem det gråbrune muddervand. Pelikaner og andre store fugle, karper, myg og masser af martsfluer gør mig selskab på min smukke, stille sejltur på Murray River.

Det var mandag (public holiday pga. et hestevæddeløb i Adelaide), vejret var skønt, varmt og solrigt, og jeg har nydt det siden kl. 11.46, hvor jeg vågnede, veludhvilet, klar til at holde fridag sammen med min australske mor, Patty.

Søndag var stille. Sov også længe og var på drikke-kaffe-udflugt til smuk lavendelfarm i lokalområdet. Med lidt tømmermænd, for lørdag aften spenderede jeg i selskab med Winkie's unge mænd, Brodie, Tom og Josh, på The Vines i Berri. Alt for mange øl, meget gratis, en jævn strøm af nye telefonnumre, taxi hjem (gudskelov!). Det var efter at have været meget aktiv både for- og eftermiddag, på tur i Riverland (Berri, Renmark, Paringa, Lyrup og Loxton), til husbåde, dampere, dæmninger, udsigtspunkter, mandellunde, appelsinplantager og friskfrugtsmarkedet i Berri.  

Jeg kommer aldrig hjem.
I hvert fald ikke førend jeg er blevet lidt mere solbrændt.
I øvrigt er de sidste etaper af rundrejsen kortlagt. Jeg ender med at få besøgt 4 stater. Turen går først til Sydney, så fra Adelaide til Alice Springs og tilbage, og til slut til Melbourne med The Overland.

Nåh ja, næste uge skal jeg ud i samfundet og være hjemmesygeplejerske! Fredag var jeg jordemoder på hjemmebesøg. Tirsdag overværede jeg min første fødsel. Onsdag kørte jeg i ambulance. Kom ikke og sig, at der er kedeligt i Berri!

Jeg vil ikke hjem. Min australske mor, hendes familie, alle de andre sygeplejersker, de unge håndværkere og Berri's lokale behandler mig så godt. Ikke et sekunds ensomhed. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar