At leve af sygehusmad

Fordi jeg prøver at spare op til mit Alice Springs-eventyr, der uden tvivl kommer til at ruinere mig, skal jeg til at benytte mig af muligheden for at spise gratis frokost og aftensmad på sygehuset. Det vil sige fra plastikbakke og portionsanrettet budding, sausages and gravy. Det kan jeg vel klare i 4 uger. Min ovn virker alligevel ikke. 

Jeg må finde et godt job, når jeg kommer tilbage. 

Ellers er alting godt.

Jeg havde besøg af Kristian og Ingvar (eventyrerne fra Melbourne) i torsdags. De vaskede tøj, vi tog til vinsmagning og spiste kænguru og faldt i søvn til Sherlock Holmes.

Nu har jeg mere hjemve. 

Men tiden går hurtigt, der er kun 4 uger til at jeg er tilbage i Adelaide og skal videre på min rejse, der er kort i tidsmæssig forstand, men kæmpe lang målt i kilometer. Det er svært at planlægge, især når jeg skal vandre på biblioteket for at få adgang til internettet, og der er mange muligheder, tog, fly, bus... Jeg går efter de billigste.

Jeg så et kejsersnit forleden. Det var fedt at se en operation, hvor der kom en baby ud af maven. Berri Hospital er virkelig som landsbyhospitalet i tv, bare lidt mere moderne, selvfølgelig, men alle sygeplejersker skal kunne alting, og hvis der kommer en trafikulykke ind, render næsten alle sygeplejerskerne til A&E for at hjælpe.
Hvis det ikke var fordi, der er 300 km til havet, kunne jeg godt finde på at søge arbejde her en gang. Selvom jeg er for specialisering, er der alligevel noget særligt over, at kunne varetage så mange forskellige specialer på én afdeling.. Det bliver de også nødt til, når der er så langt til nærmeste storby. 

Nok for nu, jeg har inspirationsblokade. Jeg vil tilbage til min lille asbesthytte (ja, den er god nok!) og spise frokost. Måske skal jeg noget skægt i aften. Spændingen stiger.