fredag den 17. februar 2012

JEG ELSKER SOLSKIN!

Det har været en god uge. 
Varm, meget varm, højt UV-index og godt selskab.

Varmen gør mig søvnig, men jeg sover ikke så godt om natten. Alligevel lykkes det mig at møde kl. 7 tirsdag-fredag på 5A og slide og slæbe for og med karkirurgiske patienter indtil ved middagstid, hvor arbejdsbyrden lettes. Visse dage trasker jeg bare rundt i mine tunge, sorte arbejdssko i to timer over middag, indtil en venlig sjæl sender mig hjem. Og selvom jeg på det tidspunkt mest har brug for at kravle under lagenet (!) indtil næste morgen med aircondition lige i hovedet, er vejret for godt til at blive inde - og tyskerne, jeg har mødt, har så mange planer og idéer til eftermiddagsaktiviteter, at det ville være en skam at sove tiden væk. Tyskerne planlægger også forlænget weekendtur på Great Ocean Road, som jeg håber, kan squeezes ind i mine planer for Berri-opholdet. 

Mandag stod på solnedgangs-sushi-picnic på Glenelg Beach, og bagefter drog vi i samlet kæmpeflok (europæere, canadier, kineser og et par indfødte adelaidianere) til en bar og fik et par øl. Onsdag lavede Jessica, Diana og Myrthe (hollænder fra Dianas hostel) BBQ i Jessicas have. Mums. Torsdag spontan BBQ på Glenelg efter "tilfældigt" møde med de tyske med's fra FMC Flats, hvor jeg bor. Jeg smagte kænguru. Pølser og steak. Jeg var ikke imponeret over pølserne, der måtte skylles ned men en god dark ale, men steaken var ikke værst. Igen i aften skal vi grille på stranden, tyskerne og jeg, men jeg tror, jeg holder mig til kylling denne gang.

Stella (den kinesiske studerende, jeg mødte på campus) og jeg var inviteret med til meet&greet-party med de nye medicinstuderende i går. Ingen succes, da sygeplejestuderende åbenbart ikke er interessante for en flok "jeg-er-lige-gået-ud-af-high-school-og-er-sejere-end-jer-andre-selvom-jeg-ikke-er-begyndt-på-uni-endnu"-studerende, der kun ville mingle med deres egen slags.. Heldigvis blev vi ikke så længe og fandt sammen med de allestedsnærværende tyskere en festival og fik et par øl. Japansk øl er ikke værst; især ikke, hvis man ikke selv betaler. 

Stranden kalder. I morgen skal jeg se delfiner, og mandag vover jeg mig på vandretur i den lokale nationalpark Cleland. Jeg tror, det bliver en hektisk uge og håber, at jeg ikke bliver usund af ikke at kede mig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar